*****
Bowie er død. Reed er død. Ramones ligeså. Men James Osterberg – alias Iggy Pop – lever i bedste velgående, og hans 17. album i eget navn er i sagens natur en af de skiver, der har været grund til at glæde sig til dette forår.
Nu er den her så, over 40 år efter klassikerne med The Stooges, og forløst i en konstellation, som vel nærmest kandiderer til betegnelsen supergruppe: Iggy selv, Josh Homme og Dan Fertitia fra Queens of the Stone Age og endelig Arctic Monkeys-trommeslageren Matt Helders.
Hommes produktion synes at sende nik til hovedpersonens 70'er-hovedværker 'Lust for Life' og 'The Idiot', mens den musikalske palet inkluderer såvel diskorytmer og beskidt blues som strygere – samt naturligvis en dosis af den protopunk, som Iggy i sin tid sparkede døren til branchen ind med.
Imponerende er blandt andet 'Break Into Your Heart', som allerede ved albummets begyndelse demonstrerer dets måske største force: At Iggys vokal stadig kan være både vred og viril i en grad, så det musikalske output af og til forekommer næsten forulempende – på den absolut gode måde, om man så må sige.
Gardenia stikker med sin Bowie-flavour op som en poleret perle på et album, som rent sangskrivningsmæssigt ganske vist hverken rummer en ny The 'Passenger' eller 'Lust for Life' – men som ikke desto mindre præsenterer en vred veteran i fin form, her midt i karrierens efterår.
Iggy Pop: 'Post Pop Depression' - Caroline Records | Udkommer 18. marts 2016
