Titlen skyldes at Stones i bogstavelig forstand var tvunget til at flytte i eksil i Frankrig pga. en engelske skattelovgivning, som tyngede dem og andre rockmusikere med en trækprocent på den pæne side af 90 (!).
I dag regnes ”Exile On Main Street” for Stones’ absolutte hovedværk. Noget jeg ikke nødvendigvis er enig i, men naturligvis er det interessant at få historien om, hvordan mesterværket blev til i en klam kælder i Sydfrankrig med trommeslager Charlie Watts siddende i badeværelset, sanger Mick Jagger i køkkenet og guitaristerne i et helt tredje rum.
Uden at jeg vil afsløre for meget, tangerer det det komplet vanvittige, at Stones nogensinde fik et album ud af året landstedet Nellcotes kælder, og det dokumenteres så rigeligt i ”Stones In Exile”.
Og har man ikke i forvejen den største respekt for ”The Greatest Rock And Roll Band In The World”, får man det, når man i filmen oplever den kærlighed og dedikation bandet lægger i at kreere ”Exile On Main Street”.
Dokumentaren er så tydeligt martret af, at optagelserne fra 1971-72 tydeligvis er begrænsede, hvorfor instruktøren Stephen Kijak ind imellem tyr til malplacerede klip med dårligt synkroniserede liveklip fra den efterfølgende USA-turné, ligesom det tydeligvis kniber noget med Stones-medlemmernes hukommelser efter alle disse år.
For eksempel lægger dvd’en med stor bravado op til historien om, hvordan den sidste del af indspilningerne af albummet blev et mareridt på grund af alt for mange snyltegæster på Nellcote og et omkringsiggribende narkomisbrug. Problemet er bare, at den historie aldrig bliver ordentlig fortalt – enten på grund af svigtende hukommelser eller måske über-control freak Mick Jaggers velkendte hånd- og halsret over alt, som bærer Rolling Stones navnet.
Det er dog ikke uden en vis underholdningsværdi, da Watts og Jagger eksempelvis næsten 30 år senere besøger Olympic Studierne i England, hvor bandet indspillede overdubs efter arbejdet i Frankrig. Ingen af d’herrer kan nemlig helt huske, hvad fa’en de egentlig indspillede i Olympic, ligesom de er rygende uenige om, hvem der var placeret hvor i studiet.
Og retfærdigvis er mange af interview’ene ganske underholdende, og det er et fint touch, at både den daværende guitarist Mick Taylor og eks-bassisten Bill Wyman medvirker.
Så tag ikke fejl af at ”In Exile” ER en god dokumentar, men som så ofte før i The Rolling Stones’ tilfælde sidder man tilbage med en trang til mere.
