Det var bestemt ikke kun kvalitetsmusik, der dominerede til nattens kæmpemæssigt Billboard Award Show, der blev afviklet i spillebyen Las Vegas.

Og hvis danske Thomas Troelsen var sent oppe for at kigge med, så var han nok heller ikke specielt tilfreds, da han gik i seng.

Godt nok åbnede showet med en opspændt version af VM-sangen 'We Are One', som den danske komponist (sammen med otte andre) har været med til at skrive.

Men trods en tilsyneladende feststemt Jennifer Lopez og en tilsvarende oplagt Pitbull i front var liveversionen af 'We Are One' temmelig flad.

Ikke alene var sangen således plaget af seriøse lydproblemer.

Vokalerne druknede i et pre-indspillede rytmespor, Pitbull sang tiltider også falsk og det eneste, der for alvor imponerede, var nogle opfindsomme digitale lydeffekter.

Og bare for at vise, hvordan dén slags kunne gøres, leverede Ricky Martin senere i showet en ualmindelig dynamisk version af sin langt bedre VM-sang 'One Love One Rhythm'.

Blandt aftenens vindere var:

Årets rocksang: 'Royals' med Lorde
Årets mest streamede navn: Miley Cyrus
Årets rocknavn: Imagine Dragons
Årets r'n'b sang: 'Blurred lines', Robin Thicke
Årets artist: Justin Timberlake
Årets Icon Award: Jennifer Lopez