Scenen var sat i Store Vega. De tre tilbageværende Tindersticks – Stuart Staples, David Boulter og Neil Fraser – stod klar med fire nye hjælpere; én på cello og saxofon, én på trommer, én på slagtøj og andre effekter, samt naturligvis en bassist.
Siden den britiske gruppe i 2006 faldt fra hinanden i forbindelse med nøglemedlemmet og strygerarrangøren Dickon Hinchliffes afgang har de resterende medlemmer holdt foretagendet i live først med 2008’s ’The Hungry Saw’ og siden dette års ’Falling Down a Mountain’.
Begge fornuftige plader, der dog ikke nærmer sig gruppens storhedstid i 90’erne, hvor de musikalske eksperimenter gik hånd i hånd med ambitiøse symfoniarrangementer, og foldede sig ud som åbenbaringer for lytteren.
Til gengæld gav Staples, Boulter og Fraser for to år siden en fantastisk smuk koncert foran et siddende Store Vega. Og den oplevelse skulle Staples og co. forsøge at følge op på i aftes, hvor stedet var det samme, men hvor stolene var fjernet, således at nu omtrent 1500 mennesker var mødt frem.
Men ekstasen opstod aldrig – formentlig fordi halvdelen af sættet udgjordes af sange fra de to seneste, knap så skarpe plader.
Sidste gang virkede det at puste grandiost liv i numrene fra ’The Hungry Saw’, men materialet fra ’Falling Down a Mountain’ løftede sig bare ikke live på samme naturlige måde.
Åbenlyse svagheder
Det startede ellers fortrinligt med en forlænget improviseret udgave af titelnummeret fra den nye plade – hvorunder Staples tilmed truttede lidt i melodika – og kort efter den ældre sag ’Sometimes It Hurts’ og særligt ’Marbles’ fra Tindersticks’ fantastiske debutplade.
Her fra skulle der umådelig meget til for d’herrer tumlede ned ad bjerget.
Og dét skete da heller aldrig, men særligt koncertens anden halvdel føltes som lidt af en ørkenvandring med de mange sange fra ’Falling Down a Mountain’, hvis svagheder blev lidt for åbenlyst udstillet mod slut side om side med højdepunktet ’A Night In’.
Og det var en skam, for rent teknisk var der absolut intet at sætte på septetten på scenens indsats – Staples’ croon føltes stadig lige så fløjlsblødt som altid, og Frasers afdæmpede guitareffekter gav de lounge-poppede sange ekstra kant, men man følte sig ikke rørt på samme måde som for to år siden.
Det klædte bare ikke de højtidelige briter med (i deres regi) lalleglade sange som ’The Hungry Saw’, ’Black Smoke’ og ’Can We Start Again’.
Formidabel afslutning
Til viste Tindersticks dog via to omgange ekstranumre, at de stadig befinder sig i superligaen i livesammenhæng. Først med ’If She’s Torn’, der på æggende vis blev puffet ud fra scenekanten, hvorefter den lagde sig som et tæppe over det andægtige publikum.
Og hvis bare resten af koncerten havde været lige så formidabel, som den blev mod slut med turbulente ’City Sickness’, og den – ifølge Staples – obligatoriske skrub-hjem-sang ’Raindrops’, der stod smukkere end nogensinde i koncertens allersidste minutter.
Man kan ikke tage fra Tindersticks, at de har lavet en masse fantastiske sange i et unikt musikalsk spændingspunkt mellem titaner som Nick Cave og Leonard Cohen.
De spillede bare ikke særlig mange af dem denne aften.
