Hyggen er konstant, men inspirationen varierer på Kim Larsens nye album, der udkommer i dag. (se gennemgang og vurdering af hver af de 14 sange i slutningen af anmeldelse)

Kim Larsen har ’syndet, så det stod i stænger’, da han var fjorten, drømte om ’Damen inde ved siden af’, og i dag sidder han bare der og ’synger den samme sang’.

Det er tre af de ting, vi kan lære ved at lytte til sangene på nationalskjaldens nye album, ’Øst for Vesterled’.

Men det er selvfølgelig ikke skolelærer Larsens eneste lektion.

Hit og shit

Vi lærer således også, at selv en Gasolin’-legende kan levere charmerende ligegyldigheder som ’Stativ, Stakit, Kasket’, ’En moderne mand’ og ’Vinternat’. Men vigtigst af alt lærer vi, at den stadig velsyngende Kim Larsen aldrig udgiver et album uden at have gjort sit hjemmearbejde.

Således er både ’Nostalgi’, ’Stille og rolig’, ’Den lige vej’, ’Damen inde ved siden af’ og ikke mindst ’Moder jord’ alle noget nær perfekte popsange, der uden problemer indtager deres pladser i den i forvejen nærmest endeløse række af ’Larsen Classics’.

Klassisk stil

Stilmæssigt er ’Øst for Vesterled’ også klassisk Larsen. Mens min personlige favorit ’Morder jord’ således bringer tankerne hen i retning af Gasolin’-albummet ’Efter endnu en dag’, slår andre sange stilmæssige smut i retning af ’Midt om natten’. Men uden et hold spillevende musikere ville Larsen være ilde stedt. Og i Kjukken har solisten heldigvis et band, der forstår hver en detalje i hans nostalgiske univers. Og især lead-guitarist Karsten Skovgaard kan tilsyneladende nærmest læse Kim Larsens tanker.

Således snor Skovgaards skønne strengeleg sig ind og ud imellem melodi og lyrik. Flere steder er guitartema og fill-ins lige så vigtige som sangstemmen. Og sammen skaber Larsen og Skovgaard (bl.a. på ’Stille og rolig’) ren magi.

Lad os tage alle 14 sange, én ad gangen:

STATIV, STAKIT, KASKET **, Larsen lyder (med fuldt overlæg) somom han synger igennem en megafon. En kikset start på et ellers fint album. Heldigvis er sangen superkort.

MODER JORD *****. En gennemført, velarrangeret og iørefaldende kærlighedssang - måske til hustruen, måske til Larsens mor eller måske bare til jorden, som titlen antyder. Stilmæssigt lidt henad Gasolin-albummet 'Efter endnu en dag'.

HVAD MON DE SIGER ****, Larsen leger med tanken om, hvad fremtidens videnskabssmænd vil sige, når du udgraver vores nutid. Velskrevet og original tekst, veldrejet melodi og lækkert gruppearbejde af Kjukken.

VINTERNAT ***, Typisk Larsensang med gammeldags lyrik og omvendt ordstilling. Larsen lyder en anelse uengageret. Og det hele kører lidt på rutinen

DEN LIGE VEJ ****, Gamle Larsen står foran Skt Peter og regnskabet skal gøres op. Skøn, umiddelbar og lige-ud-ad-landevejen pop.

EN MODERNE MAND ***, Den her mere rockede sang lyder somom, den er opstået under en jam-session med Kjukken. Teksten kunne Kim have skrevet i søvne. Men sangen kører hjem på charmen. Det kunne være en Gasolin-B-side fra 'Gør det noget'-tiden.

NOSTALGI *****, Ren Larsen-classic. Og helt oppe på 'Midt om natten'-niveau. Det handler om den gamle tøs, der drømmer sig tilbage. Larsen har stadig hjertet på rette sted. Melodi og arrangement sidder lige i skabet.

ALL THE THINGS WE SAID ***, Larsen kan stadig synge Valby-engelsk som ingen anden. Sød omend ikke synderligt original kærlighedssang om at skændes men stadig elske hinanden. Beatles-agtig.

KONGEN ER DØD ****, Albummets måske mest originale sang - på godt og ondt. Om den mystiske afdøde konge synger Larsen: 'Da han var ung var han en laban, Drak som et svin og bad til Satan'. Stilmæssigt er det hele lidt skramlende og Tom Waits-agtig. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg mener om soloen på Freddy Fræk-fløjte (Kazoo). Men alt i alt er sangen sært fascinerende.

FRI SOM EN FUGL ****, Endnu en sang om at dø. Og endnu engang er tonen forhåbningsfuld og lidt melankolsk, 'At kaste livets lænker og slippe sjælen fri'.

DAMEN INDE VED SIDEN AF *****, Larsen mindes, da han var fjorten og vildt forelsket i Frøken Petersen i nabo-lejligheden. Som voksen vender han tilbage, ser hende igen og synger: 'Der gik hun det gamle liv, med nedringet sweater og gangstativ'. Tidløs og super charmerende Larsen.

STILLE OG ROLIGT *****, 'Det er ufatteligt, at verden går sin gang, Mens jeg sidder her og synger samme sang.'. På denne smukke og flydende popsang slår Larsen gnister sammen med sin musikalske sjæleven og guitarist, Karsten Skovgaard. Suveræn afslutning.

 

.