Den danske musikhistorie er fyldt med musikere og numre, som i en tid var et kæmpe hit. Mange af dem har du sikkert glemt alt om igen, men bag mange af dem gemmer sig en fantastisk, vild, glædelig, smuk eller finurlig historie. BT bringer dig et udpluk af historierne bag de største hits, du har glemt, du elsker.

Duoen Sofie Bonde og Nils Torp, bedre kendt som Souvenirs, har haft flere store hits som ’Han tog et nattog’ og ’Jeg troed’ du var hos Mikael’. Men for rigtig vil et helt tredje nummer være det, som står stærkest i hukommelsen. Naturligvis det store hit fra 97’ ’Jeg hader Susanne’, som blev en landeplage – med tryk på plage, hvis dit navn var Susanne.

Historien om ’Jeg hader Susanne’ er på mange måder helt lige til, men så ikke alligevel. For den kontroversielle sang om at hade en person er formentlig den første af sin slags på en helt særlig måde. Og så er den ifølge Nils Torp, som har skrevet nummeret, et af de mest misforståede numre i Danmark.

»’Jeg hader Susanne’ har en skæg historie. Den er skrevet i et sommerhus i Vestjylland, som mange af vores hits. Jeg var i sommerhuset med Johnny Voss fra Kliché, og vi havde vores koner med – og sangen er skrevet mellem to bleskift, da Johnnys kone spurgte, om vi ikke skulle skrive en sang om en pige, som hun kendte fra sin skoletid, der så godt ud og var god til alt. Og det gjorde vi så, men vendte den rundt, så den blev sunget af en jaloux veninde, for at give den et andet twist,« siger Nils Torp om sangen, som han mener, er den første af sin slags.

Pop-gruppen. Souvenirs, Sofie Bonde og Nils Torp.
Pop-gruppen. Souvenirs, Sofie Bonde og Nils Torp. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Så vidt jeg ved, så er det den første sang, der er skrevet om at hade og ikke elske - som er det, folk gør mest, når de skriver sange. Men i virkeligheden er det en hyldest til den type, Susanne er. Jeg synes faktisk, det er en meget misforstået sang, og jeg mener, folk burde have lidt mere forståelse for teksten, hvor Susanne bliver rost hele tiden. Det er jo først til sidst, hvor der kommer noget negativt, da vi finder ud af, at hun har stjålet sangerindens kæreste,« siger han.

Inden ’Jeg hader Susanne’ blev et stort hit, havde Souvenirs allerede haft succes med ’Jeg troed’ du var hos Mikael’, som vandt en dansk Grammy - i dag kendt som en Danish Music Award - for årets hit i 1997. Men den øjeblikkelige succes med sangen var alligevel ikke noget, de to Souvenirs var vant til.

»’Jeg troed’ du var hos Mikael’ var stor for os, og vi fik en Grammy. Det var også et hit, der løb længe og var populært længe. Men ’Susanne’ (som han kalder sangen, red.) var et øjeblikkeligt hit – på samme måde fik folk også hurtigt nok af den. Det var en sang, som man med det samme kunne synge med på. Og jeg synes, den er koncentreret og klar, og så gør teksten, at den er skide sjov at synge med på.«

Nils Torp og Sofie Bonde fra Souvenirs.
Nils Torp og Sofie Bonde fra Souvenirs. Foto: BRIAN RASMUSSEN
Vis mere

I de danske medier blev sangen diskuteret voldsomt. For kunne man slippe af sted med at skrive en sang om had? Det var oppe til debat adskillige steder. Og det var bestemt heller ikke nemt, hvis man hed Susanne i de dage, hvor nummeret var en landeplage herhjemme. Det har Souvenirs også mærket helt tæt på.

»Den fik meget opmærksomhed på grund af det med at hade, og Lotte Heise mente blandt andet, at den var ekstremt jantelov. Vi har også selv oplevet, at det ikke var lige sjovt for folk, der hed Susanne. Specielt dengang, den var rigtig stor og alle steder. Men også senere. For nogle år siden spillede vi til en familiefest, hvor der var en, som hed Susanne. Og hun kunne helt tydeligt ikke lide det, så vi besluttede os for ikke at spille den,« siger Nils Torp.

Sangen blev et rigtig stort hit for duoen. Et eksempel på det er, at radioprogrammet Strax på P3 tilegnede en hel formiddag til nummeret, som blev spillet i mange forskellige udgaver og med mange forskellige navne i stedet for Susanne.

Sofie Bonde og Nils Torp fra Souvenirs.
Sofie Bonde og Nils Torp fra Souvenirs. Foto: SØREN BIDSTRUP
Vis mere

Men selvom den fik meget opmærksomhed og er et nummer, som langt de fleste nok har stiftet bekendtskab med, så er det ikke noget, der har gjort Nils Torp og Sofie Bonde til rige folk i dag.

»Sofie og jeg lever fint af vores lille forretning, og dengang med ’Susanne’ og de andre hits, vi havde, havde vi nogle gode år med gode penge, udlandsrejser, afbetaling af gæld og lidt lækre møbler. Men vi har aldrig solgt rigtig mange plader. Så vi blev ikke rige i sammenligning med eksempelvis Thomas Helmig, som solgte 300.000 plader, mens vi solgte 40.000. Men det var nok til, at vi havde det fedt dengang.«

Duoen Souvenirs findes stadig og laver fortsat musik. Så sent som i februar 2016 udkom deres seneste album ’Tangopartner’. Men det er ikke ensbetydende med, at ’Jeg hader Susanne’ er gået i glemmebogen blandt danskerne.

»Nej, folk spørger forsat efter ’Susanne’, når vi er ude og spille. Det er fortsat et meget populært nummer, som folk kan huske. Og det er jo ret fantastisk,« slutter Nils Torp.