Den klare og sødmefyldte stemme er intakt. Men ellers er der ikke meget banjospil over Dorthe Gerlachs solodebut, hvor spillemændene er udskiftet med en moderne maskinpark.
Efter en lang karriere i countrypop-duoen Hush springer Dorthe Gerlach ud som en tidstypisk popsanger, hvor patos og banaliteter har taget hinanden i hånden, når det kommer til henholdsvis den musikalske udformning og de dansksprogede tekster.
Natlys åbenbarer sig ikke som et lystbetonet popalbum, men som et forsøg på at kæmpe sig videre fra en fastlåst kunstnerisk løbebane og en tilsvarende personlig tilstand. Det har hun så valgt at gøre sammen med den anden halvdel i Hush, Michael Hartmann, der har stået for produktionen, mens hun har taget sig af musik og tekst.
Musikalsk ender Natlys som et lidt for ordinært og maskintungt album, der gør en dyd ud af holde sig på en god sikkerhedsafstand. Der er godt løb i enkelte af melodierne, som i Voksen Sommer, men det er i de mere nedtonede sange, at det fungerer bedst. Det er også her, at man får det største udbytte af Dorthe Gerlachs flotte vokal.
