Det har været Lukas Grahams uge efter et succesfuldt show på amerikansk TV og begejstrede tilråb på de sociale medier. Men selv satser forsangeren på det lange træk.
»Once I was seven years old«.
Det er nogle af de ord, man hører oftest, hvis man hører radio for tiden. Og det gælder ikke bare i Danmark, men i hele Norden, hvor Lukas Grahams ørehænger også storsælger for tiden. Guldplade i Finland, platin i Norge, dobbelt platin i Danmark og tredobbelt platin i Sverige gør singlen »7 Years« til det bedst sælgende danske nummer i Sverige, siden Brødrene Olsen vandt Eurovision Song Contest.
65 millioner er et andet tal i den høje ende. Det er antallet af gange, hittet er blevet streamet på Spotify, og det vidner om, at interessen for Lukas Graham går langt ud over de nordiske grænser. Det samme gør ambitionerne, både for bandet og for dets markante forsanger, 27-årige Lukas Graham Forchhammer. I sidste uge charmede bandet sig først gennem det amerikanske morgenradio-program Carson And Cane, senere optrådte det live hos talkshow-værten Conan O’Brien med »7 Years«.
Det var en optræden, der vakte begejstring i studiet og efterfølgende indbragte bandet en førsteplads på en netafstemning over årets bedste optrædener og masser af likes på twitter og facebook. Og da også nogle enkelte kommentarer omforsangerens meget glamourløse tøjstil – hvid T-shirt, røde shorts og omvendt kasket.
Soul og ghettopop
Men sangeren har en urokkelig tro på, at det er bandets og hans egne musikalske kvaliteter, der skal bære igennem, og der er forbud mod at sælge ud til internationale managers og pladeselskaber. Derfor er både tøjstil og musikstil i høj grad den samme, som da bandet begyndte at spille ud fra rødderne i Christiania, inden den første plade udkom i 2012.
Med oplagte hits som »Ordinary Things« og »Drunk in the morning« var der dømt gennembrud til Lukas Grahams iørefaldende musik, der er kaldt soul med økologisk velsmag, mens forsangeren selv foretrækker betegnelsen ghettopop.
Med sommerens pladeudgivelse, som flippet nok ligesom det første også bare hedder »Lukas Graham«, er bandet så gået et skridt videre mod at slå igennem i det store udland. Menbandet vil give sig god tid, inden det på et tidspunkt næste år – datoen er hemmelig – udkommer i USA. Det var netop manglende tid, der gjorde, at forsangeren ifølge et interview i Politiken afslog et kontrakttilbud på en million euro for rettighederne til hans sange i Europa.
»Jeg ved, at det tager tid. At man er nødt til at være derovre. Man kan ikke sidde fra Danmark og overtage verdenen. Og det er jo lidt det, bandet og jeg gerne vil med vores musik. Synge nogle sange for folk, der ikke handler om bling-bling,« sagde Lukas Graham – og tilføjede senere: »Hvad skal jeg med en million euro?«
Ud over tiden skulle der også lige slettes en paragraf om krav til image i kontrakten. Netop Lukas Grahams evne til »what-you-see-is-what-you-get« er en af nøglerne til hans succes, mener Berlingskes musikredaktør, Michael Charles Gaunt.
»Det er os mod verden«
»Han er meget sig selv og spiller ikke en rolle, og det brænder altid igennem. Samtidig synger han jo blændende godt. Men man skal ikke tage fejl af den afslappede stil. Der ligger benhårdt arbejde og en stålsat vilje bag bandets forsøg på et internationalt gennembrud, og Lukas Graham er god til både at skabe en familiefølelse og en kampgejst – det er os mod verden – som kan bringe dem langt,« siger musikredaktøren, der ikke er meget for at spå, hvor langt bandet kan nå.
»De kan sagtens blive større, end de er nu – når først bolden ruller, ved man aldrig, hvor langt den triller. Og med »7 Years« har man fået en sang, der rammer folk på følelserne, og som mange har lyst til at dele. Det er en virkelig velskrevet sang, der både fortæller Lukas Grahams livsfilosofi og historie i et samlet forløb på kun fire minutter. Det er svært ikke at blive berørt af den sang,« siger Michael Charles Gaunt til Stiften.dk.
Det fremgår også af de sociale netværk, hvor man støder på mange kommentarer om, at folk var ved at knibe en tåre, da de hørte sangen. Og de korte kvitteringer på Twitter og Facebook passer tydeligvis den pressesky Lukas Graham udmærket. Bortset fra et årligt interview med Politiken – »den avis, min mor holdt« – står forsangeren ikke selv frem i bladene, og nyheder om bandet kommer som regel frem på anden vis.
Læs også: Millioner så med: Se Lukas Grahams fantastiske amerikanske tv-debut
Som for eksempel en nyhed om, at Lukas Graham tidligere i år købte 20 procent af michelinrestauranten Kadeau. Og da Ekstra Bladet i sidste måned kunne notere sig, at Lukas Graham havde trukket 2,2 millioner ud af sit eget selskab sidste år, men i øvrigt på ingen måde havde fået ekstravagante vaner. Selskabets navn fortæller også historien om Lukas Graham: »Big Dreams ApS«.