Der findes værker, hvis betydning er så åbenlys, at superlativer og klassiker-kåring nærmest falder helt rutinemæssigt, og man knap nok behøver at forholde sig til værket, for hvad det nu er. Så kan der være god grund til at stoppe op og lytte, læse – eller hvad det nu er – med friske ører og spørge sig selv, hvorfor denne eller hin udgivelse i sin tid røg op på sin piedestal. Sådan en anledning får vi nu med Steppeulvenes eneste – og enestående – album, 'Hip' fra 1967, som gerne betragtes som den måske allermest skelsættende popplade herhjemme nogensinde.
48 år efter udgivelsen af det lille originaloplag på 700 eksemplarer får vi nu Skaløes eventyrlige lyrik og bandets uforglemmelige lydspor i remasteret udgave og minsandten med fint ekstramateriale i form af en restaureret udgave af et gammelt kassettebånd med guitarist Stig Møller og Eik Skaløe i tilrøget jamsession. "Vi undskylder den let cannabiserede stemning," som Eik i sin tid skrev på kassetten.
Og "cannabiseret" er Hip stadig, bevares. Den er også stadig et mesterværk, og det er en udelt fornøjelse atter at inhalere Skaløes evigtgrønne one-linere om, at der er hul i atmosfæren og kyklopen kigger ind, Bob Dylan der har ringet og sagt, vi kan nå det, og Grundvig og Rifbjerg, som spiller skak i værelse syv – sidstnævnte antyder, præcis hvor Dylan-inspireret Skaløe var dengang i '66-'67. Jo, der er virkelig grund til at glæde sig over genudgivelsen her – over musikken, teksterne, det interessante ekstramateriale og Jan Poulsens omslagsnoter. Et eventyrligt trip – stadigvæk.
Steppeulvene, 'Hip', seks ud af seks stjerner
