De seks Aalborg-gutters virtuose videreudvikling af thrash og himmelstræbende melodiøs power metal er ganske enkelt i verdensklasse, og bandets to seneste album '11 Dreams' (2004) og sidste års 'The Hours That Remain' er begge to mindre mesterværker i genren.
Hvorfor bandet da også fortjener et langt større publikum end de 120 standhaftige, der var mødt op på Forbrændingen i fredags, men det skal også nok komme – kvalitet på dette niveau VIL nemlig ud, vil det.
Mercenary har sjældent været mindre end fede, de gange jeg har set dem live, og det var de heller ikke i Albertslund. Da lyden efter et par numre var rettet ind, kraftpræsterede Mercenary igen det dér bedårende blend af Iron Maiden, In Flames og Nevermore tilsat en knivsspids Machine Head, så jeg igen bare stod dér med et fjolleglad smil om munden koncerten igennem. Jeg undskylder til dem, som måske syntes, det så fjollet ud, men det var venligt ment.
- Vi er kommet hele vejen fra Aalborg for at spille en ond sang for jer. Vi I høre én? forhørte bassist og vokalist René Pedersen sig.
Og det ville vi da gerne, hvorefter Mercenary satte i med deres Boogie-liste hit (ja, sgu!) 'My World Is Ending'. Som i øvrigt er alt andet end ond – tværtimod er den sang såvel live som på album fem minutter og 26 sekunder af noget af det bedste, møgmelodiske metal, jeg har hørt i nyere tid.
Også live spiller Mercenary lynende skarpt og sviende præcist, mens sanger Mikkel Sandager gør det ene behjertede forsøg efter det andet på at stjæle kronen som dén bedste sanger i sin genre. En dag vil det sgu’ nok også lykkes for ham, for den mands glideture fra det dybeste brøl til højtflyvende heliumvokal skal høres, før man tror det.
Dertil har Mercenary i leadguitaristen Martin Buus en ren mester på sit felt. Hver eneste solo sidder lige i det skab, hvor den slags skal sidde, spillet med et tvangfrit, melodiøst flow og så knivskarpt eksekveret, at jeg faktisk står og længes efter den næste guitarsolo, når jeg hører Mercenary. Og dét er sgu’ ingen selvfølge i en genre, hvor leadguitaristposten alt for ofte er besat af selvfede lirehoveder.
- Han er uhyggelig, ham dér, som en sidemand følte sig kaldet til at påpege under én af Buus’ soli.
Ja, gu’ er han uhyggelig, men gyset er af den søde slags.
