(4/6)

'Hey Jude'-anmeldelse: Flot, men hvor var The Beatles?

1 2

- I Liverpool var luften gul, for det var jul, som Shu-Bi-Dua så smukt synger det i deres Beatles-hyldest 'Nappa og nylon'.

Denne bagjuleaften havde luften i Forum antaget samtlige regnbuens farver. 'Hey Jude' er annonceret som den største teaterkoncert nogensinde. Og stort var det her til aften. Stort som i STORT.

'Hey Jude' er orgie af vindmaskiner - der ville gøre Carola blå og gul af misundelse - en kæmpemæssig kran, hele to enorme containere, sangere og musikere der svæver rundt i luften i en mængde og tempo som en flok Blackbirds på træk. Flere visuelle effekter, end antal gange Paul McCartney kan synge 'na-na-na' i 'Hey Jude'.

Læg dertil en scene på størrelse med Strawberry Fields. For ikke at tale om det i danske koncertsale stærkt oversete instrument - PVC-kloakrøret.

Frit valg på associationshylderne

Det er anden gang, instruktør Nikolaj Cederholm og brødrene Peter og Jens Hellemann, tager favntag med The Beatles. Første gang var med teaterkoncerten 'Come Together'.

Teaterkoncertmæssigt har The Beatles en stor fordel. Deres enorme sangkatalog. Man bruger 30 klassikere i den første teaterkoncert. Finder bare 30 andre til den næste.

En anden fordel ved The Beatles er deres diversitet. De fab fire var så meget andet end musik. Det bedst tænkelige sindsbillede på 60erne. Deres sange spræller, stikker i så mange retninger, at ingen i verden kan påstå at kende sandheden om John, Paul, George og Ringo. Der er frit valg på associationshylderne for Cederholm & Co.

Jeg gik ind til det stort anlagte show med en forventning om en magical mystery tour. Eller 'fantastisk rejse', som de ville sige på Pernille Rosendahls tidligere græsgange i 'X Factor'.

Vankelmodig vaklen

Jeg vaklede vankelmodigt ud et par timer senere. Ikke af samme grund, der fik beatlerne til at slingre rundt i swinging London i 60erne. Men fordi 'Hey Jude' var en utrolig ujævn oplevelse.

Det begynder som klassisk Cederholm. Med de medvirkende udklædt som hvis Ludvig den 16. på ekstra gæret Camenbert havde stylet en 30er Brecht cabaret. Det er et fint flow i begyndelsen. Flere af Beatles-sangene spilles med en cool latin grundtone. Men så går der lir i den.

Gu' er det imponerende. Det er en venligtsindet sansevoldtægt. Mark Linn er en stor, stor sanger, der fortjente en karriere udenfor danske musikforestillinger. Laus Høybye, som jeg stort set ikke har hørt synge siden 'Det er så svært at være elleve år', er decideret fremragende. Også som spiller. Det samme med Cecilie Steenspil, som har stoffet til en stor comedienne, hvis hun vil.

Der er flere GODE versioner af klassikerne, især i anden afdeling.

Savner musikken i musikken

Men et eller andet sted i det blærede, ekspressive totalshow savner man poesien, man savner musikken i musikken. Historien.

Cool nok at udfordre og give kant. 'Hey Jude' udfordrer risalamanden i McCartneys mest behagesyge sange og tilføjer det halve af Aarhus havn til Lennons lurende desperation.

Ja, det er superflot som bare. Men hvor er kærligheden? Hvor er kærligheden til The Beatles?

She Loves You - blær, blær, blær, står der på blokken. Som versionen af 'Let It Be'. Et pudsigt og finurligt udstyrsstykke med en Buster Keaton'sk pantomine i en svævende sofa. WTF er meningen? Mother Mary ville sige 'Let It Be'.

Andre gange lykkedes det så flot. Som i en lille passage med samme Cecilie, fanget i en kæmpe plasticboble i 'Oh Darling!'. Efterfølgende med Mark Linn på toppen af boblen i 'I Want To Hold Your Hand'. Lige i det øjeblik var det der, hjertet. Lige der sidder man med fornemmelsen af at overvære en fortælling.

A star is born

Men det løber også af sporet. Som en forpustet, forvirret og rundtosset version af 'The Ballad Of John And Yoko' med Pernille Rosendahl surret fast til en svingende container. Igen - hvorfor? Så er hun anderledes sødmefuld og skarp i 'Lucy In The Sky...'

Når alt er sagt og gjort - det var så upassende nok et citat fra 'Mamma Mia!' - står i hvert fald én ting tilbage.

Alle, der bilder sig ind, at de er kapable til at mene noget om musikforestillinger, drømmer om at skrive bare en gang i sit liv: A star is born.

I dette tilfælde handler det om den klejne 19-årige sangerinde Jaleesa Johnson

Jaleesa er så langt fra et nyt bekendtskab. Som bare 11-årig vandt hun tv-programmet 'Scenen er din'. Siden har hun vakt opmærksomhed helt ovre hos Kanye West i USA. Jaleesa er skøn - ikke kun fordi hun synger så smukt og klart. Med sin charme tilfører hun de voldsurrealistiske Cederholmske billeder og vrangbilleder et stænk sødme.

Finalen er visuelt fornem med Jaleesa på vokal, svævende et sted deroppe, mens hun som en anden Jaleesa i himlen med diamanter synger 'Hey Jude'. Der gør hun netop, som Sir Paul opfordrer til i originalen. Take a sad song, and make it better.

PS: Der var en del småfejl og tekniske svipsere på scenen. Fred være med det. Det hører til en premiere. Men arrangørerne har til dels valgt at bryde med den sædvanlige Lennon & McCartney-kreditering af de enkelte sange i det trykte program. 'The End' er krediteret Lennon. Den er rettelig skrevet af Paul McCartney.

Fire stjerner ud af seks

Forum, fredag aften: 'Hey Jude'. Af Cederholm & Brdr. Hellemann. Musik: Lennon/McCartney og Harrison. Med Pernille Rosendahl, Jimmy Jørgensen, Cecilie Stenspil, Troels Lyby, Laus Høybye, Mark Linn, Jaleesa Johnson m.fl.

Læs også: