Den album-aktuelle slem-fyr rapper fra Detroit er i virkeligheden den bedste mand og far i showbiz.

På det nye soundtrack-album ’Southpaw’, der udkommer i dag, giver den amerikanske rapper Eminem den igen som sej fyr. Og filmen, hvor Jake Gyllenhaal spiller hovedrollen som bokser, er også ren og skær macho og bøllebank. Men virkelighedens Eminem er så sød og blød, at du ikke ville genkende ham.

Vi kender alle sammen mindst ét dumt svin, der lader som om, han er en flink fyr. Men Eminem er det stik modsatte.

Lige siden det store gennembrud i 1999 har rapperen fra slumbyen Detroit således ladet som om, han er lidt af et røvhul, der hverken har respekt for homoseksuelle, musikkollegaer, kvinder i almindelighed og hans egen mor i særdeleshed.

Men i virkeligheden er Eminem, der af postbuddet hjemme i Detroit-forstaden Sterling Heights stadig er kendt som Marshall Mathers II, manden, vennen og faderen, der gør alt det, hans kollegaer bare snakker og synger om.

Hjælper vennerne

Til flere Grammy-fester er Eminem således blevet hjemme for at kunne lægge sin datter Hailie i seng.

Da hans bedste ven Proof i 2006 blev skudt og dræbt på en natklub i Detroit, gav ’Em’ Proofs familie millioner af dollar.

Og da hans venner fra det gamle nabolag manglede job og penge, indspillede og turnerede han med dem som menigt medlem af gruppen D-12.

Men mest imponerende er Eminems indsats som forælder.

Far til fire

Han har således én biologisk datter, Haili, som sidste år tog studentereksamen med topkarakter og blev skolens ’Homecoming Queen’. Han adopterede sin egen halvbror Nate (i dag 29), da deres mor Debbie ikke selv kunne finde ud af at tage sig af ham.

Desuden adopterede Eminem også den i dag 21-årige Alaine, der er datter af eks-konen Kims søster, der var narkoman. Og mest imponerende er Marshall Mathers, ifølge avisen Detroit Free Press, også officiel adoptivfar for den 12-årige Whitney, som konen Kim fik med en anden mand, som hun var sin daværende ægtemand (Eminem) utro med.

Ikke dårligt for et dumt svin, der ofte er blevet anklaget for at sprede had og intolerance.

Og for at gøre det hele endnu bedre, praler Eminem aldrig af sine forældre-talenter.

God far

»Jeg har for længst fundet ud af, at mine børn har det bedre i deres eget liv, jo mindre jeg taler om dem i interview med pressen. Og lige nu prøver jeg også at blande mig så lidt som muligt i de stores sociale liv. De ved, at jeg er her. Jeg har våget over dem i mange år. Men nu har de brug for fred,« siger Eminem i nye interview med henholdsvis New York Times og lokalavisen Detroit Free Press.

I stedet koncentrerer Eminem sig om musikken.

Seks dage om ugen tilbringer han i sit imponerende lydstudie ikke langt fra den store families hjem.

Udefra ligner det mest af alt en betonkasse, men indeni findes den lækreste indretning og musikbranchens fineste teknologi. Og heller ikke her går Eminem af vejen for at dele.

Ja til venner - nej til internet

Så sent som i år vandt Eminem to Grammy-priser for sit nyeste dobbeltalbum, ’The Marshall Mathers LP 2’, der på verdensplan har solgt over seks millioner eksemplarer.

Og foråret blev bl.a. brugt på at indspille Eminems egne sange til filmen ’Southpaw’ og nye sange til filmen med kollegaer som 50 Cent, Slaughterhouse, Busta Rhymes og Kanye West ved mikrofonen.

»Jeg elsker at lytte til deres nye materiale, det er som slik for mig. Og det var en virkelig god oplevelse at arbejde med andres musik. Der er nemlig ingen konkurrence iblandt os, kun en dyb respekt,« siger Eminem til avisen New York Times.

Hjemme i Michigan elsker Eminem også at gå til sportskampe og se fjernsyn. Men der er én ting, han aldrig bruger tid på. Og det er internettet.

»Jeg har ikke noget imod internettet som medie. Men det er ikke et produktivt sted for mig. Når du læser ting om dig selv, får du enten lyst til at tæve nogen, slå nogen ihjel eller måske begå selvmord - eller alle tre ting i nævnte rækkefølge. Så det gider jeg ikke,« siger Eminem.

På spørgsmålet om ny musik forklarer Eminem, at han arbejder på sagen. Men endnu er der ikke tale om et decideret nyt album.

Eminems eneste biologiske datter Hailie fylder 20 senere i år. Udover Hailie har rapperen tre adopterede ’børn’ på 12, 21 og 29.
Eminems eneste biologiske datter Hailie fylder 20 senere i år. Udover Hailie har rapperen tre adopterede ’børn’ på 12, 21 og 29. Foto: Instagram
Vis mere

Eminem voksede op i dette hus i Detorit. Foto: AFP
Eminem voksede op i dette hus i Detorit. Foto: AFP Foto: -
Vis mere

Eminem og ’50 Cent’ (Curtis Jackson) til premiere på filmen ’Southpaw’. Eminem står for soundtracket til filmen, hvor Jake Gyllenhaal spiller hovedrollen.
Eminem og ’50 Cent’ (Curtis Jackson) til premiere på filmen ’Southpaw’. Eminem står for soundtracket til filmen, hvor Jake Gyllenhaal spiller hovedrollen. Foto: ANDREW KELLY
Vis mere

Homoseksuelle Elton John optrådte i 2001 sammen med Eminem, der af mange blev anklaget for at være homofobisk. »Eminem er en smart og tolerant mand,« sagde Elton efter parrets optræden.
Homoseksuelle Elton John optrådte i 2001 sammen med Eminem, der af mange blev anklaget for at være homofobisk. »Eminem er en smart og tolerant mand,« sagde Elton efter parrets optræden. Foto: HECTOR MATA
Vis mere

Sådan ser en god far ud bagfra. Eminem optræder til MTV-show i 2004.
Sådan ser en god far ud bagfra. Eminem optræder til MTV-show i 2004. Foto: JIM RUYMEN
Vis mere