POP, THOMAS HELMIG, 'Tommy Boy' (Sony BMG)

Sådan er det… igen. Cirka et kvarter inde i en Thomas Helmig plade – i dette tilfælde på den fejende fede femte sang 'Din røde kjole' – kommer det:
'Helmig for helvede!'

Nævnte udbrud er affødt af, at man a-l-d-r-i-g får lov til at skrive, at et nyt Helmig-opus er den musikalske pendant til barberblads-fragmenter mellem tænderne. Sådan kommer det næppe nogensinde til at gå – ganske enkelt fordi Thomas – uanset hvordan man vender og drejer det – simpelthen er alt for dygtig til at lave noget direkte dårligt.

Hans Helmigheds hemmelighed

Det er Hans Helmigheds hemmelighed, og hans 13. album 'Tommy Boy' er endnu en typisk gennemproduceret Thomas-ekskursion udi Lækkerland – eksekveret med en legende lethed og et hoftesvingende overskud, som er hans alene.

Melodimæssigt er !Tommy Boy! så ikke oppe at ringe med den fornemme forgænger 'Helmig herfra'. Det går galt i den græsselige, halvvejs 'spoken-word' moralprædiken 'Daddy venter', og et nummer som 'Jeg bløder' har manden lavet før og bedre. Men de opvejes af den funky og klædeligt mørkttonede 'Fri mand', den kommende – vent bare og se – klassiker 'Outsider' og den medrivende 'Ned ad Nørrebrogade'. For at nævne tre.

Jo, 'Tommy Boy' vil atter få mandlige kærester til at skære tænder, mens de observerer deres hjertens udkårne udsat for gentagne gib i g-strengen, når Thomas smyger sig ind over hende med 'Outsider', 'Mit hjerte længes', 'Drømmer/glemmer' og tidligere nævnte 'Din røde kjole'. Således er alt ved det sædvanlige og dertil glimrende.

Bør udfordre sig selv

Når det er sagt, bør Helmig udfordre sig selv mere næste gang. Hvad med et album blottet for lækker lyd, indsmigrende vokaler og fløjlsromancer?

Men til gengæld drevet af intens, inderlig nødvendighed, håndspillet med blodet springende fra neglene og desperationen ulmende i vokalerne.

'The blues had a baby and they named him… Tommy Boy?' Hvorfor egentlig ikke, Thomas?

'Tommy Boy' udkommer på mandag