AF STEFFEN JUNGERSEN Hvis nogensinde, der var et testamente til det faktum, at Heavy Metal – trods ignorante kritikeres vedvarende intellektuelt udfordrede kritik de sidste fyrre år – fremdeles ER rockens i særklasse suverænt populæreste genre, så er denne dvd selve det testamente.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>METALLICA, SLAYER, MEGADETH & ANTHRAX, ”The Big Four – Live From Sofia, Bulgaria”, (Universal dvd), ******

Små 30 år efter at Anthrax fra New York, Metallica fra San Francisco og de to Los Angeles bands Slayer og Megadeth af metalpressen blev udnævnt som de fire mest lovende konstellationer på den nyfødte thrash metal scene, stillede ”The Big Four” i sommer atter op på samme festivalscene.. Til noget, som vel bedst kan beskrives som det tætteste man overhovedet – trods aldrig så mange sangtitler med ordet ”Hell” i teksterne – kan komme begrebet ”Heavy Metal Heaven”.

Dvd’en byder på en times koncert med henholdsvis Anthrax, Megadeth og Slayer, mens aftenens hovednavn, Metallica, har fået to. Og det er ganske fabelagtigt og tjener som en reminder om, at ikke alle skribenter i 80’erne excellerede i at tilpasse deres svulmende egoer egen rectum. De, som udnævnte disse fire til fremtidens fire store, havde i hvert fald i dén grad ret.

Og stor respekt til vores entreprenante landsmand, Lars Ulrich, for at få alle d’herrer op på den samme scene igen.

Okay, Anthrax holder ikke niveau med de øvrige tre, og de nyder ej heller den samme respekt i rockhistorien, men spille kan de sgu’, og det er stadigvæk en fornøjelse at genhøre sange som ”Madhouse”, ”Antisocial” og ”Metal Thrashing Mad”. Selv om bandets fritløbende kliché af en sanger, Joey Belladonna, til tider kan være svær at kapere.

De andre tre- derimod – brillerer på højeste niveau i dét, de er bedst til.

Metallica med DE sange og en fornemmelse for begivenheden og sammenholdet ved en stadionkoncert, som kun AC/DC og The Rolling Stones matcher – og tro mig; frontmand James Hetfield har vel næppe nogensinde været bedre, end han er hér.

Megadeth er en opvisning i mesterlige metal-meriter og teknisk klasser over de andre bands på plakaten. Hold kæft, hvor jeg elsker det band (som om I ikke allerede vidste det)!

Slayer, som jeg ellers har været ude med riven efter i de senere år, spiller hér atter med den ædende onde intensitet, som oprindelig fik os til at elske dem.

Højdepunkterne på et dvd-sæt, som er spækket med samme, er Megadeths fænomenale eksekvering af ”Hangar 18”, ”Wake Up Dead” og medleyet ”Peace Sells/ Holy Wars”, Slayers ”World Painted Blood” og ”Disciple” samt Metallicas ”For Whom The Bell Tolls”, ”All Nightmare Long” og ”Master of Puppets” samt naturligvis dét største øjeblik: da medlemmer af alle fire bands mødes på scenen til en – alt, alt for kort – gennemspilning af Diamond Head klassikeren ”Am I Evil? (Yes I Am)”.

Dertil i øvrigt en ganske underholdende bonus med backstage-optagelser af alle fire bands. Fabelagtigt alt i alt… og i perioder lidt til.