Fans verden over viser deres respekt og siger farvel til Prince, som blev fundet død i sit hjem i Minneapolis torsdag. Men man kommer til at lede længe, hvis man ønsker at krydre sin hilsen på de sociale medier med et link til »When Doves Cry«.

Prince har nemlig, frem til den dag han døde, nægtet at give adgang til sine mange hits gennem tjenester som Spotify og Youtube. Han mente ganske enkelt, at kunstnere har ret til betaling, og at internettet ikke faciliterer det godt nok, skriver The Huffington Post.

Det har været en mærkesag for Prince at beskytte sin musik og kontrollere sine rettigheder så godt, som han overhovedet kunne.

I 2010 udtalte han, at internettet ikke ville holde i længden, og sidste år uddybede han sin udtalelse over for The Guardian.

»Det, jeg mente, var, at internettet er enden på alt, hvad der hedder betaling, og det havde jeg ret i. Nævn en musiker, som er blevet rig af salg af digital musik. Apple klarer det okay, ikke,« spurgte Prince.

I 2010 lagde Prince’s pladeselskab Universal Music sag an mod en familie, som havde lagt en video på Youtube af en baby, der dansede til Prince’s nummer »Let’s Go Crazy«.

Ved samme lejlighed udtalte Prince, at han ville tage sin kunst tilbage fra internettet, og at han planlagde at lægge sag an mod blandt andet The Pirate Bay og eBay.

Han hyrede derefter et firma, som specialiserer sig i at fjerne rettighedsbeskyttet materiale fra nettet, hvilket resulterede i, at flere tusinde Prince-videoer forsvandt.

Prince’s kamp mod piratkopiering har haft op og nedture - han endte blandt andet med at tabe sagen mod familien med den dansende baby, og videoen blev lagt ud på nettet igen. Ikke desto mindre har Prince formået frem til sin død selv at sætte betingelserne for, hvordan man får adgang til hans musik.