En rock-rebel på 80 år. Det lyder ikke helt plausibelt, og selv om han har været aktiv på mange fronter i årenes løb, var det også helt tilbage i 1993, at Bill Wyman gik på frivillig pension fra det, der også dengang var verdens største rock-cirkus, The Rolling Stones.

Men i manges ører hører Wyman sammen med forlængst afdøde Brian Jones til det »rigtige« Stones. Fra de glade dage i begyndelsen af 1960erne, da Rullestenene udgjorde et mere råt og udisciplineret modstykke til The Beatles, som havde smidt læderjakker og cowboybukser for at blive et mere familievenligt band.

Den selvlærte bassist Bill Wyman blev officielt ansat i det nystartede The Rolling Stones i 1962, hvor han imponerede de andre medlemmer med ikke bare sit basspil, men også sin hjemmebyggede forstærker.

Sammen med trommeslageren Charlie Watts blev Wyman det solide musikalske plankegulv under den rythm’n’blues, som Mick Jagger, Keith Richards og Brian Jones mere spektakulært eksponerede længere fremme i scenelyset.

Den stille sten

Stilfærdig i forhold til det øvrige Stones-ensemble var Bill Wyman også uden for koncertstederne. Måske fordi han var de fem-seks år ældre end de andre. Sprut og stoffer blev aldrig rigtig hans stil. Til gengæld sagde han ikke nej til den strøm af kvinder, som bød sig til, når bandet kom forbi.

Han har senere i sin selvbiografi erkendt, at han nærmest var sex-afhængig og hævder at have været i seng med over 1.000 kvinder.

Ægteskabet med Mandy

Et par ægteskaber er det også blevet til. Det første indgik han allerede som 18-årig. Mest berømt er ægteskabet med Mandy Smith, som Wyman giftede sig med, da hun var 18 og han selv 52.

Faktisk var de begyndt at date, da hun blot var 13 år. Og for at det ikke skulle være løgn giftede Bill Wymans voksne søn, Stephen, sig med Mandys mor. Det har været nogle sjove familiemiddage.

Bill og Mandy sagde dog farvel til hinanden, og i 1993 giftede han sig med Suzanne Accosta. Parret har tre døtre og lever skiftevis i landlige omgivelser i Suffolk og i Sydfrankrig.

Solisten Wyman

Bassen blev ikke lagt til side, da Bill Wyman forlod Stones. Han har udgivet soloalbums, skrevet filmmusik og bøger, deltaget i flere musikalske projekter og giver stadig koncerter med sit band The Rythm Kings.

Udover basguitaren har han lært sig at beherske flere instrumenter. Han er en ivrig fotograf og amatørarkæolog og bl.a. medforfatter på bogen »Treasure Islands« om skattejagt på de britiske øer. Og så har han som en lille sidebeskæftigelse taget patent på en særlig metaldetektor.

Bill Wymansom ung rock-rebel i The Rolling Stones. Arkivfoto: Scanpix
Bill Wymansom ung rock-rebel i The Rolling Stones. Arkivfoto: Scanpix
Vis mere

William George Perks hed han oprindelig. Navnet Wyman tog han fra en kammerat, han gjorde tjeneste med i Royal Air Force. Som barn fik Wyman musikundervisning og spillede i starten guitar. Han var dog ikke tilfreds med sine egne evner og skiftede efter at være blevet inspireret ved en koncert til en basguitar, som han selv havde bygget.

Man kan høre ham synge på et enkelt Stones nummer, »In Another Land«, fra albummet »Theír Satanic Majesties Request«. Han har altid skrevet dagbog og brugt den som grundlag for selvbiografien »Stone alone«. Og så hævder han at være den egentlige ophavsmand til det indledende guitar-riff på Stones-nummeret »Jumpin’ Jack Flash«.