Mike Tramp er igen på farten, langt fra sin kone og sine børn. BT mødte “vagabonden” i Amager Bio, hvor han talte om sin egen udløbsdato. I firserne blev han stjerne i USA og brugte millioner af dollars. Sådan er det ikke i dag

Riiiing. Riiiiing. Riiing. Mike Tramp kigger på sin smartphone. En smartphone, som bliver beskyttet af et plastikcover påtegnet et amerikansk flag, der minder ham om, hvem han er. En rodløs musiker, som søgte væk fra Danmark og mod USA.

Det gjorde han i begyndelsen af firserne, dengang han var danmarksberømt teenager på Vesterbro i ungdomsbandet Mabel, der havde Melodi Grand Prix-hittet Boom Boom. Dengang han tog springet fra Danmark til Spanien og senere til drømmenes USA, hvor han blev rockstjerne på de store hitlister med puddelhår, kvinder og luksusbolig.

Han har kaldt USA-turen for en flugt fra hungrende journalister og marketingfolk, der plantede løgne om Mike Tramp i medierne. Han svor, han aldrig ville vende hjem til Danmark på grund af mediehysteriet. Efter USA bosatte han sig i Asien.

I dag har han forsonet sig med sit hjemland, men 57-årige Mike Tramp er stadig på farten året rundt. Og det kræver sin stadig ældre vagabond.

Krukket eller ej

Telefonen ringer endnu. Der er en time, til han har en aftale med en BT-journalist. En, som vil følge Mike Tramp fra om eftermiddagen til efter midnat på spillestedet Amager Bio. Det er dagen, hvor hans nye plade udkommer. Dagen, hvor han begynder en måneder lang turné, som bringer ham til England og Tyskland. Han tager en indånding.

»Hej, Anders fra BT. Mike Tramp her. Prøv at høre. Jeg har ikke engang fået skrevet dig på gæstelisten. Jeg fighter med mit personlige humør, jeg er en one-man-machine.«

Enmands-maskinen Mike Tramp bruger mange engelske gloser. Han taler meget og hurtigt.

»Mange de tror, at Mike Tramp stadig er rockstjerne, men det er han ikke. Jeg klarer det hele selv, jeg har ingen manager, alle mine musikere er hyret. Så jeg fortryder faktisk, at jeg sagde ja til alt det her, fordi selvom det bare er en lille ting, så ved du, at en lille ting bare kan gøre, at det bliver for meget. Det er ikke, fordi jeg er krukket.«

Krukket eller ej. Journalisten har ikke råd til at blive brændt af. Han er afhængig af sine småjob for at betale sin husleje.

»Mike Tramp,« siger journalisten. »Selvfølgelig er du ikke krukket. Hvad siger du til, at jeg og en fotograf kommer ud som fluer på væggen og følger dig. Vi siger intet. Og så interviewer jeg dig en anden dag.«

Langt fra familien

En time senere, i Amager Bios lille spillested, Beta, er bandet ved at lave lydprøve på scenen. Spillesalen kan rumme 150 mennesker. Her skal Mike Tramp spille to aftener i træk. En dør ved scenen går op.

»Hey bros (red. engelsk slang for brødre),« siger Mike Tramp friskt på amerikansk og kommer journalisten og fotografen i møde. Han har langt hår, går i cowboybukser og sort Johnny Cash-T-shirt. Tatoveringerne falder en i øjnene med det samme. De meget veltrænede overarme med blandt andet et dødningehoved, en drage, en tegning af Bob Dylan og måske mest sigende for hans person, ordet nomade.

Mike Tramp i Amager Bio.
Mike Tramp i Amager Bio.
Vis mere

Døren leder ned ad en hvid gang mod omklædningsrummet. Vi følger lige efter. Han slænger sig nonchalant i sofaen og taler ligefremt med Vesterbro-accent.

»Det, jeg sagde i telefonen om mit liv. Der er en mørk tunnel, som jeg skal kæmpe mig igennem. Jeg spørger mig selv: Gider jeg virkelig det her, når det spiller med mit humør?«

Den mørke tunnel er det endeløse liv på motorvejen langt fra familien. Mike Tramps kone, skuespilleren Khadijah, er fra Indonesien, landskendt fra film og serier. Sammen har de to børn: Lennon på otte og Isabel på 11. Derudover har Mike Tramp 23-årige Dylan fra sit tidligere ægteskab.

»Sagen er den. Sidste år, da jeg tog hjem til mine kone fra turné, havde jeg ikke set hende og mine børn i et år. Det var en blanding af, at jeg var dedikeret til lange turnéer, af at indspille musik, at det ikke passede ind i kalenderen og jeg på et tidspunkt heller ikke havde lyst,« siger han.

Journalisten undrer sig over, hvorfor han ikke havde lyst til at vende hjem.

»Fordi jeg stadig var på den rejse, hvor jeg ikke kunne finde ud af, hvor jeg ville være. Men, men, men,« stammer han hurtigt.

»Det, jeg laver, gør jeg jo også for familien. Jeg er jo en soldat, der er ude at tjene, jeg er ikke ude på festtur. Alt, jeg tjener, går til mine børn. Jeg lever den slags liv, der har en udløbsdato. Vi kommer tættere og tættere på.«

Han fortæller, at han lever i en cirkusfamilie. At hans kone er involveret i politik og rejser Indonesien tyndt. At hans børn er født on the road (på vejene).

»Vi bor ikke som en planlæggende familie. Vi er det totalt modsatte. Selvfølgelig savner jeg mine børn og min kone. Men når kærligheden er så stor, så holder det,« siger han.

Hvordan og hvornår Mike Tramp vil slå sig ned og leve livet efter udløbsdatoen, kan han ikke svare på. For han har aldrig prøvet det.

Nøgne piger på coke

Bordet i omklædningsrummet byder på snacks og chokolade. Køleren byder på øl.

De andre musikere fra bandet har gjort entré. Øllerne må vente til efter showet. Mike Tramp er slet ikke til øl. Måske drikker han en fadøl efter et show, og som ritual drikker han og bandet en ’lille en’, inden de går på scenen. Men det er rigeligt for Mike Tramp. Den tidligere rockstjerne har aldrig holdt en cigaret i hånden. Stoffer interesserer ham heller ikke. Ikke engang dengang, han hver nat ’sov’ mellem to piger i en New York-lejlighed, hvor pigerne solgte coke til de smarte i branchen, fortæller han.

»Mike Tramp er den, der selv reder sin seng på hotelværelset,« fortæller han i omklædningsrummet, hvor han har rejst sig op og taget ordet, mens de andre sidder og venter på at komme på scenen. Mike Tramp snakker derudad, smilende, grinende, af og til skifter han plads. Selv dengang han var en stjerne i USA som forsanger i rockbandet White Lion, drak han sig ikke fuld, siger han. Det har han været for ambitiøs til. Stemmen skal være i orden, når Mike Tramp skal synge. Det gælder måske ikke for Mick Jagger i Rolling Stones, men det gælder for Mike Tramp. Anekdoter om sine møder med store rocknavne som Aerosmith, Ozzy Osbourne, Kiss og AC/DC har han rigeligt af.

Millioner af dollar

Firserne betød fest og farver, og det betød masser af groupier. Flokke af piger, som fulgte band med det formål at komme i seng med musikerne.

»Det var en storm. Der var så meget af det. Du behøvede ikke at bruge håndtegn til pigerne eller sige noget til dem.

Når vi kom fra scenen, stod der 50 nøgne piger i badet og ventede på os. Og det var endnu større for de andre band,« siger Mike Tramp, der fik et et råd af guitaristen fra Aerosmith: »Hav altid kondom«.

»Det er ikke til at fatte, at vi blev betalt for den slags,« siger Mike Tramp. Et liv med sportsvogne, swimmingpools og masser af piger, som var mere end villige til at give oralsex til musikere og deres medarbejdere bare for at komme backstage.

Forretningen White Lion tjente millioner ind på sin følsomme, hårde rock med iørefaldende melodier. På koncerter, plader og merchandise. Og med al sandsynlighed langt mere end 100 millioner. Tal cirkulerede mellem managere, advokater, anpartsselskaber og musikere.

»Min ven Henning Høeg fra BT skrev, at jeg smed 100 millioner kroner væk. Det var altså ikke penge på min konto. Det var penge fra White Lion-kontoen, som skulle splittes op mellem advokater, manager, revisorer, roadies.«

Der er fuld fart på Mike Tramps mund. Det med pengene lod han jakkesættene ordne, siger han. Det betød slibrige kontrakter og penge på konti, ingen i bandet vidste eksisterede. Pladeselskaberne skummede fløden, mens de til gengæld sørgede for alt til musikerne: Hoteller, transport, dyre middage.

»Alle band har den samme historie. David Bowie siger det, Queen siger det, Mike Tramp siger det,« konstaterer han om det store bedrag i musikbranchen.

Mike Tramp købte sportsvogne og motorcykler efter behag. Sammen med sin daværende kone, kostumedesigneren Fleur Thiemeyer, boede de dyrt til leje i Los Angeles med åben udsigt til Stillehavet. På den anden side af deres vej lå stranden, hvor tv-serien Baywatch blev optaget.

Det var også dårlige investeringer. Som dengang han købte et bjerg i Colorado, hvor hans ranch Valhalla skulle ligge. Men købet var spildt. Så højt oppe kunne ingen trække vejret.

Brødrene Trempenau

Fra omklædningsrummet kan alle høre opvarmningsbandet. De spiller en coverversion af Gasolin’s Langebro. Journalisten og fotografen er netop kommet tilbage fra en shawarma-bar.

»Nå, I troede lige, I kunne nasse jer til sushi,« griner Mike Tramp. Fotografen fortæller Mike Tramp, at hans storebror står ude blandt publikum. Det samme gør hans lillebror, Dennis Trempenau, som han bor hos på en gård nær Slagelse.

Hans storebror, Kim Trempenau, er hård at se på med hue, hættetrøje og store halskæder. Samtidig er han en sød og imødekommende mand. Normalt hænger han på baren Floss i København. Baren for alle dem, som ikke passer ind i samfundet. Baren med graffiti, punkere og utilpassede. Mike og Kim udviklede sig i helt forskellig retning. Hvis Mike Tramp er sex, er Kim stoffer. Og tilsammen er de mantraet sex, stoffer og rock n roll, som er deres fælles interesse.

Men hvor Mike Tramp fik succes, gik Kim i hundene med de hårde drenge fra Vesterbro og endte som narkoman.

»Min bror er for vild,« siger Kim Trempenau med blikket rettet mod scenen, da Mike Tramp går på i den fyldte sal. Her er flest midaldrende folk, nogle er fra udlandet, de har fulgt Mike Tramp, siden de var unge. De rocker med til de mange numre, som fortrinsvis er fra Mike Tramps solokarriere.

Når børnene græder

Verdensberømte White Lion brændte ud i begyndelsen af 90erne. Den sangskrivende guitarist Vito Bratta og Mike Tramp havde kørt hinanden trætte. Vito Bratta var den dovne, kunstneriske type, der stadig boede i New York. Mike Tramp var flyttet til solrige Los Angeles. Samtidig gik deres festlige rock af mode i radioen og på MTV. Mike Tramp dannede derfor bandet Freak of Nature i 90erne. Et band, han investerede millioner i, men som aldrig fik kommerciel succes. I slutningen af 90erne gik han solo og har siden dengang turnéret verden rundt – på de mindste scener.

Selvfølgelig er det hårdt, fortæller han, at gå fra stadionkoncerter til de mindste scener. Men det er mest fordi, han selv ordner alt det administrative, han engang havde andre til at gøre. At han ikke længere er en verdensstjerne, rører ham ikke. Det går op og ned i showbusiness, som Gasolin’s Franz Beckerlee engang sagde.

Folk er bemærkelsesværdigt på gennem hele koncerten, også selvom Mike Tramp ikke spiller Boom Boom, men amerikansk blues og western. Han joker en del fra scenen, blandt andet om sin bror, Kim Trempenau, som har fødselsdag.

»Når jeg spiller koncert, hænger han altid ude i baren. Han har fødselsdag i aften og giver en omgang,« joker Mike Tramp fra scenen. Til slut giver han megahittet ’When the children cry’.

Mabel, får overrakt "guldkassettebånd" Michael Trempenau (Mike Tramp), siddende.De øvrige er Otto Kulmbak, Christian Have og Peter Nielsen
Mabel, får overrakt "guldkassettebånd" Michael Trempenau (Mike Tramp), siddende.De øvrige er Otto Kulmbak, Christian Have og Peter Nielsen
Vis mere

Efter koncerten løber Mike Tramp nedenunder for at give autografer til køen af fans. Det tager tid, og Mike Tramp bruger den tid, det tager. Alle i køen skal have autograf, en selfie og en snak. Da Mike endelig får lov til at løbe op i omklædningsrummet, følger journalisten efter. Kim Trempenau har netop spurgt journalisten om, hvor Mike er henne.

»Mike, din storebror kalder på dig.«

»Prøv at høre. Hvor mange gange tror du, at Kim har kaldt på mig,« siger Mike Tramp med et kækt smil. Nede i foyeren, da de sidste folk er ved at gå, taler de to brødre kort sammen, inden Mike tager af sted.

Klokken er omtrent midnat, og udenfor ses en grå bil køre forbi Kim Trempenau. Mike vinker til sin bror på vej til sin anden brors bondegård i Slagelse. Kim tager en taxi til Floss.

Barndommens gade

Hvordan kan to brødre med den samme opvækst ende så forskelligt ud? Den ene er næsten afholdsmand og bliver rockstjerne. Den anden lever det hårde rockliv og bliver førtidspensionist. Journalisten tygger på spørgsmålet, da Mike Tramp kommer ind ad døren på Café Obelix ved Vesterbro Torv.

»Hey, Bro. Tak for sidst. Du sidder ved mit stambord, det er sgu meget sjovt.«

»Hvor sjovt. Jeg har sat os lidt diskret, for der er meget larm,« siger journalisten.

»Det er sgu lige meget. Bartenderne siger altid, at jeg taler så højt, at de altid kan høre mig. Det er min stamcafé, det her. Jeg er vokset op lige rundt om hjørnet og levede mit liv på omtrent 150 meter.«

Mike Tramp har en hue på, hvor der står Raw (red. rå). Han voksede op blandt spillemænd, sutter og pornobutikker nær Vesterbro Torv, fortæller han. Han peger ud ad ruden på springvandet, som hans storebror altid fyldte med shampoo, de havde stjålet. I kirken blev han konfirmeret og ved siden af lå værtshuset, Carls Bodega, hvor hans mor var bartender.

»Er du sulten?« spørger Mike Tramp journalisten.

»Ja.«

»Det er jeg også, mand, jeg har ikke spist hele dagen.«

En hønsesandwich og en halv liter coca-cola bliver sat foran Mike Tramp og journalisten, og de spiser, så dressingen flyder om deres læber. I 70erne var Café Obelix en kaffebar med sort færgekaffe, brune ostemadder og fede mænd med en æske snus, siger Mike Tramp.

»Det var et kvarter af skilsmissemødre, der hang ud ad vinduet og holdt øje med børnene i gaden, ik’.«

Mike Tramps far var der aldrig. Og efter et par år blev mor og far skilt. I stedet fandt brødrene faderlige forbilleder i flipperne på bænkene på Vesterbro Torv. De sad der med deres lange hår, cigaretter og guitarer, fortæller han og begynder at spille luftguitar og synge Sebastians eventyrsang, Når lyset bryder frem, om at vokse ud i livet.

»Du lille dreng, du er på vej til drømmeland,« synger han.

Brødrene legede i Vesterbro Ungdomsgård tæt ved torvet.

»Min storebror blev forsøgskanin for de gamle vesterbroere og havnede i det hårde miljø, og det skyldtes min far. Kim har taget mere skade end Dennis og mig.«

Dennis og Mike Tramp spillede fodbold og musik. Moderen knoklede på værtshus.

»Hvorfor endte jeg ikke op i den forkerte side af det hele? Jeg voksede op i en familie, hvor alle røg, og hvor alle drak,« spørger han sig selv.

Når han måske aldrig faldt for alkoholen, skyldtes det blandt andet de andre bandmedlemmer i Mabel, hvor Mike Tramp blev landskendt som 15-årig. De andre medlemmer var i tyverne, kom til tiden og havde gode uddannelser. Ordensmennesker som dem så Mike Tramp op til.

Han kom ind i bandet via manden i kælderen, Torben Hoyer. Han boede i samme opgang som brødrene Tramp og havde kontakter til de danske hitmagere. Før Mike Tramp vidste af det, var han i ugebladene med sin bror, Dennis. De ville gerne være popstjerner, stod der. Det havde de aldrig sagt til pressen.

Ikke lang tid derefter sørgede Torben Hoyer for at gøre Mike Tramp til forsanger i Mabel. Det blev massivt for en teenager. En dag stod der i medierne, at deres band måtte flygte fra tusindvis af fans. Det passede heller ikke.

Mike Tramp mener at være den, der prøvede hypen af som barne- og teenagestjerne, et fænomen vi i dag kender fra Popstars og X Factor.

»De unge er forberedt på en helt anden måde i dag. De har set det før og er forberedt på verden gennem nettet. Da Mike Tramp stod på scenen i Tivolis Koncertsal 1978, var der ikke en bog, du kunne referere til.«

Som et barn i en legetøjsbutik

Gruppen tog til Spanien for at udvide succesen. Her fik Torben Hoyer, gruppens manager, fortalt til medierne, at Mike Tramp oprindeligt var født som pige. Historien var falsk, men det var god eksponering, mente manageren. Det kom der en kæmpe mediehistorie ud af, som senere nåede til Danmark.

De falske historier var blot lidt af det, der gjorde Mike Tramp træt. Den danske presse mente heller ikke, at Mike Tramp kunne synge. De drillede ham, og han forlod landet, før han overhovedet var færdigudviklet som voksen. Han tog til USA, hvor han skrev musikhistorie, alt imens livet gik sin vante gang i Danmark og hos Mike Tramps familie. Han bevarede de gode kontakter til sine brødre, som stolt kom og besøgte ham i USA. På et tidspunkt ansatte han endda sin storebror, Kim Trempenau, til at gøre det lidt hyggeligt for de andre bandmedlemmer på turné. Det var overkommeligt arbejde som at gøre deres værelser parate.

Mike Tramp griner.

»Jeg tog min storebror med mig ud i den store rockverden. Og det slog så tilbage. Det svarer til at tage et skrigende barn ind i en legetøjsbutik.«

Han henviser til, at netop rockverdenen er fuld af det, som narkomaner gerne vil gøre alt for: stoffer. Mike Tramp griner ikke ad sin bror, men ad situationen.

»Det er da absurd at tage en mand ind, som elsker den slags, i en branche, som boomer af den slags.«

Mike Tramp og Kim Trempenau bevarede alligevel et godt forhold til hinanden.

Miljøskadet fra begyndelsen

Moderen fortsatte han også med at se.

»Nej, jeg satte ikke penge ind hos min mor, dengang jeg blev rig. Det ville hun heller ikke have. Men jeg vil også sige, at aldrig fra jeg var 15 et halvt år til i dag, har jeg bedt nogen om penge. Jeg har ikke fortrudt noget. For mig gik det ikke ud på at tjene penge. Det gik ud på at leve et liv i et andet land, hvor det harmonerede,« siger han og understreger, at han selvfølgelig har hjulpet med engangsbeløb her og der.

Hans mor døde i 2010, og de bevarede et hjerteligt forhold til det sidste.

Interviewet skal til at slutte, så Mike Tramp ikke får en parkeringsbøde. Millionerne er jo for længst væk. Mike Tramp skal ud at øve. De har lånt det danske rockband D-A-D’s lokaler. Om to uger skal Mike Tramp til England, og så skal de videre til Belgien, Frankrig og Tyskland. Langt væk fra familien.

Journalisten spørger, om hans evige liv på landevejen har været en flugt fra det nære.

»Nej, men måske jeg har været miljøskadet fra begyndelsen. Det der med at rejse væk fra sin mor som 15-årig og aldrig se sig tilbage. Det er ikke sådan, at Mike Tramp har siddet som en digter og tænkt: »Hold kæft, hvor er det smukt,« siger han.

»Danmark har nogle lette udveje: man kan få kontanthjælp, man kan blive militærnægter, man har ret til en lejlighed. På et tidspunkt kunne jeg sige, at min storebror på førtidspension havde mere sikkerhed i sit liv, end jeg havde. Jeg har stadig ingen sikkerhed, intet sat til side, ingen sikker fremtid eller pension. Intet sikkerhedsnet.«

Nu venter han på den afkørsel, der sender ham hjem, hvorend det er.