De fleste vil kunne nikke genkendende til den Rollings Stones’ske landeplage ’Rocks’, som skotske Primal Scream storhittede med i midthalvfemserne, men det var i virkeligheden ’Screamadelica’ fra 1991, der var retrorockernes rigtige bud på et fuldendt, (næsten) selvstændigt værk.
Her kombinerede sekstetten så innovativt som muligt Jesus and Mary Chains psykedeliske shoegaze med 60’er-rock; en cocktail, der gik rent ind hos både fans og kritikere. Stilen blev fortsat på ’Vanishing Point’ fra 1997 og 2000’s dystopiske konceptalbum ’XTRMNTR’, der er det seneste virkelig interessante Primal Scream-udspil.
Siden årtusindeskiftet er der nemlig gået træg tomgang i den – især ’Riot City Blues’ fremstod idéforladt – og tjente ikke som meget andet end et halvhjertet Rolling Stones-coveralbum, og for et par måneder siden ramte The Scream så bunden med nærmest ulidelige ’Beautiful Future’, som på ingen måde levede op til sin titel.
Det allerbedste man kan sige om koncerten endte da også med at være, at Primal Scream spillede så overdøvende højt, at man helt kom til at tænke på de hæderkronede koncertdage fra dengang da det ikke var EU, men bandets lydmand, der bestemte, hvor højt rockmusik må lyde.
Skotterne vægtede nemlig sættet alt for tungt med materiale fra de seneste tre, sløje albums, hvoraf kun den The Stooges-hærgende ’City’ fra hidsigheden ’Evil Heat’ trak stik hjem til bandet, og faktisk stod som et højdepunkt.
Ellers var støjeksplosionen ’Suicide Bomb’ det eneste, der hævede sig over gennemsnittet inden det afsluttende hittrekløver (’Swastika Eyes’, ’Movin’ on Up’ og ’Rocks’). Især Bobby Gillespie virkede arrogant ugidelig – han har altså ikke skrevet nok klassiske sange til at kunne tillade sig sådan en opførsel.
Det hjalp heller ikke meget, at første ekstranummer, ’Uptown’, punkterede den eksplosive stemning efter ’Rocks’, men til gengæld faldt Stones-honky-tonk-tyveriet ’Country Girl’ faktisk som fin træskodans inden ’Accelerator’s afsluttende industrialrabalder.
At Primal Scream spillede overdrevent overdøvende, var et godt trick, for på den måde dækkede de over de nye sanges middelmådighed. De blev leveret som boksehandskeslag til trommehinden, men det er som sagt også det bedste man kan sige om den langt fra overbevisende koncert.
