Sad der egentlig blot i min lejlighed en formiddag og lyttede albummet ”Chok, suk og koma” igennem med henblik på et interview med ophavsmanden senere på dagen.

Så kom dén som sjette nummer. Den sugende smukke og rystende rørende ”Bunny Blue”.

Så kom dé! Tårerne. De piblede frem i øjenkrogene og begyndte at løbe mig nedad kinderne.

Den smukke men sørgelige historie om den stakkels pige som ”kun brænder for kærlighed”, men som alligevel intet får tilbage, flåede i første omgang mit hjerte fra hinanden med sin melodi og lyrik. Siden syede bevidstheden om, at en mand i 2008 kunne skrive så fantastisk en sang, heldigvis så dikkeværket sammen igen.

Manden er Henrik Hall – komponist, mundharpespiller, sanger og keyboardspiller – og ”Bunny Blue” er måske nok dén bedste sang på hans andet soloalbum ”Chok, suk og koma”, men de ti øvrige numre er også så gode, at jeg ikke tøver med at kalde pladen fra det tidligere Love Shop medlem et mesterværk.

Hvis man som jeg stadigvæk går og forbander den dag, Sort Sol gik hver til sit, er det hos Henrik Hall, man skal henvende sig. Den snart 60-årige veterans maleriske, dystre, filmiske semi-elektroniske rock henter farver fra hele paletten fra 60’er pop og rock, new wave, Depeche Mode, Ennio Morricones filmmusik og fra Leonard Cohen og blues, og maler et lydlandskab, hvor han ofte – som Sort Sol også gjorde - rammer lige præcis den dér balance mellem næsten ubærlig skønhed og latent fare, som er så sjælden i musik i dag.

Køb denne plade. Lyt til den, lær af den og – først og fremmest – lev med den! ”Chok, suk og koma” er en triumf for Henrik Hall.