Dét lyder måske en anelse trist. Men det er alt andet.

Cohen er nemlig en stærkt religiøs fyr. Han frygter ikke døden. Og et nærlyt til de ti nye sange gør sjælen glad. Og man får lyst at knytte næven, sigte imod himlen og citere Cohen selv i et henført ’Hallelujah’.

I modsætning til Cohen-hit som ’First We Take Manhattan’, ’Ain’t No Cure For Love’ og førnævnte ’Hallelujah’ kræver store dele af ’Old Ideas’ dog et par gennemlytninger.

Guddommelige sange som ’Show Me The Place’ og ’Going Home’ lægger sig med det samme i smuk forlængelse af tidligere mesterværker som ’If It Be Your Will’ og ’Sisters of Mercy’.

Her får de underspillede strygerarrangementer, Cohens ord og gæstekomponist ’Patrick Leonards’ melodiske sans det hele til at springe ud som forårets første krokus - op igennem sneen.

Men ikke alt på ’Old Ideas’ har samme øjeblikkelige virkning. Kræver tid Således kan de titler, hvor Cohen selv står for melodien, ved første lyt godt virke lidt monotone. I både ’Darkness’, ’Amen’, ’Banjo’ og ’Lullaby’ læner den gamle zenmester sig således rigeligt meget op ad den traditionelle bluesrundgang, der før har dannet grundlag for en million sange - fra BB King til Hank Williams.

Men bare et par ekstra lyt afslører også her både lyriske og musikalske detaljer, der gør disse sange mindst lige så gode og langtidsholdbare som deres mere umiddelbare kollegaer. ’Jeg drager hjem på ét eller andet tidspunkt i morgen’ synger Cohen på åbningssangen ’Going Home’, hvor Gud iøvrigt kalder sin canadiske undersåt ’a lazy bastard living in a suit’. Men selvom LC er forberedt på sin himmelfart, har han ikke travlt.

Der er sange, der skal skrives, og kvinder, der skal elskes. Som sædvanligt dukker den kulsorte humor op overalt. Og ’Old Ideas’ lægger sig ubesværet i forlængelse af sine 11 forgængere. hoeg@bt.dk

Folk ’Old Ideas’, LEONARD COHEN