På fredag skydes årets første Fredagsrock-koncert i Tivoli i gang for 20. år i træk, og her indtager hitmageren Gulddreng og boybandet Page Four Plænen.

Mens Page Four før har stået på scenen i Tivoli til Fredagsrock, er det Gulddrengs debut.

Og selvom guldshowet først er på fredag har Gulddreng allerede været et smut forbi forlystelsesparken. Han vil nemlig meget gerne have Det gyldne Tårn med sig hjem:

»Jeg havde faktisk sagt til (Nikolaj) Koppel, at jeg ikke gad alligevel, fordi jeg ikke måtte købe Det gyldne Tårn. Men jeg mente det ikke. Nu får Tivoli endelig mulighed for at se en rigtig legende på Plænen, og jeg har et fuldt guldshow med,« fortæller Gulddreng i en pressemeddelelse fra Tivoli.

Udover Gulddreng og Page Four byder Fredagsrock-programmet også på internationale navne. Den amerikanske rapper Lil Wayne og soulsangerinden Erykah Badu spiller også på Plænen til sommer.

Tivoli fejrer i år 20 års-jubilæum med Fredagsrock. Sidste år var der op mod en halv million gæster til Fredagsrock-koncerterne. De er alle gratis, når indgangen er betalt.

Se Tivolis video med Gulddreng øverst i artiklen.