Folket var kommet for at feste, men det var Tina og Søren ikke

Lod man øjnene glide ned over Grøn Koncerts program for i år, var Tina Dickow, der med sig havde medbragt Søren Huss i dagens anledning, blandt de mere iøjefaldende optrædener. Med et program, der ellers udgjorde størstedelen af det nyligt omdiskuterede P3-segment, var der noget lidt lækkert i vente. Dette med tanke på Tina Dickows indfangende vokal og gribende guitarmelodier sammensat med Søren Huss' fængslende lyrik og sangstemme. Selvom campingstolene med tilhørende fadøl havde indtaget det grønne område, var fokus dog stadig på dagens musikalske oplevelser, og med Lågsus' desperate forsøg på at sparke endagsfestivalen i gang, hældte publikum nok til den lidt mere feststemte side, end hvad Tina Dickow, Søren Huss og alle deres medbragte musikere havde lyst til at bidrage med.

Tina Dickow og Søren Huss er dog ikke for hinanden et ukendt makkerpar og har adskillige gange spillet diverse dobbeltkoncerter og andre musikalske kollaborationer. Kemien skulle derfor også vise sig god imellem de to, efter hvad der var startet ud som en solostart fra Tina Dickow, der i et semiakustisk sæt bragte publikum igennem de velkendte sange "On The Run" og "Nobody's Man". Den akustiske guitar flød ud gennem højtalerne, og trods sommervarmens grumme tag virkede det hele for et kort øjeblik temmelig overskueligt. Og i det akustiske lydbillede inviterede Tina Dickow diskret og ydmygt Søren Huss på scenen, og melodien udviklede sig støt derefter.

Den harmoniske vokal virkede særdeles stærk på "The Second You Sleep", der i sin tid skød Saybia op i succesens højder. Det veloplagte samarbejde fik derfor også hurtigt sin forklaring, men var man kommet for at høre på Søren Huss' ellers formidable solomateriale, der kommer så nydeligt til udtryk på albummene Troen & Ingen og Oppefra & Ned, var man dog gået en anelse forgæves. Publikum blev budt på et par Saybia-klassikere og en enkelt af de dansksprogede sange, hvorefter scenen igen blev efterladt til Tina Dickows solooptræden og et forgæves forsøg på at få det fremmødte publikum op af deres campingstole.

Tina Dickow og Søren Huss, Grøn Koncert, torsdag, Kolding, tre ud af seks stjerner