Grøn Koncert har netop offentliggjort tourplanen for 2017. Og her er der en markant ændring. Den østjyske by Randers er droppet, og i stedet vil der nu være to koncerter i København.

Det fremgår af tourplanen, som Grøn Koncert har offentliggjort torsdag 8. december.

Forklaringen på at Randers forsvinder fra turnéen, skal findes i, at der skal tjenes penge ind til Muskelsvindfonden - og det kan bedst lade sig gøre med to koncerter i København og ingen i Randers.

»Vores vigtigste opgave er at samle penge ind til Muskelsvindfonden, og det gør vi bedst, når vi har masser af glade gæster. Derfor har vi nu valgt at ændre i turnéplanen for 2017. Det betyder, at vi starter og slutter i København, hvor vi oplever, at efterspørgslen er stor,« siger projektleder hos Grøn Koncert, Jens Isbak, i en udtalelse i forbindelse med offentliggørelsen.

Det slås samtidig fast i nyheden, at fordelingen af grønne koncerter i Danmark bliver mere ligeligt fordelt mellem øst og vest. Der vil nu være fire grønne koncerter i Jylland, tre på Sjælland og en enkelt på Fyn.

Grøn Koncert i netop Randers har tidligere år haft svært ved at tiltrække de ønskede antal publikummer.

I 2015 var Randers eksempelvis det sted med færrest besøgende med 10.000 gæster. Kolding, som var det sted med næstfærrest besøgende, havde 14.500, mens København og Aarhus lå i spidsen med henholdsvis 34.500 og 32.000 gæster.

Og det har Grøn Koncert nu taget konsekvensen af og droppet Randers på turnéen.

En anden ændring i 2017 bliver, at København får to koncerter. Samtidig både indledes og afsluttes Grøn Koncert i København - hvor de foregående år har set Kolding som første stop på den populære festivaltour.

De forskellige datoer for Grøn Koncert 2017 er:

Uge 29

  • København 20. juli
  • Kolding 21. juli
  • Aarhus 22. juli
  • Aalborg 23. juli

Uge 30

  • Esbjerg 27. juli
  • Odense 28. juli
  • Næstved 29 juli
  • København 30. juli