DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme uddyber nu, hvordan DR forholder sig til, at vinderen af det danske og internationale Melodi Grand Prix i 2013, Emmelie de Forest, har leveret en gammel og allerede fremført sang til årets danske Melodi Grand Prix.

Emmelie de Forest har sammen med Rune Westberg og MoZella skrevet nummeret 'Never Alone', som sangerinden Anja Nissen skal synge ved årets dyst.

Stik imod DRs egne regler er nummeret tilsyneladende spillet live af Emmelie de Forest ved mindst ti koncerter rundt om i Danmark. Ifølge Ekstra-Bladets oplysninger blandt andet i Mariager Kirke og angiveligt også ved Nibe Festival i 2014.

Ifølge DRs underholdningsboss er det uvist, om 'Never Alone' får lov at komme med i det danske Melodi Grand Prix:

»Det kan vi ikke sige noget om endnu. Lige nu er vi i dialog med EBU (European Broadcasting Union, der arrangerer det internationale grandprix red,) om det. De regler, vi har i Danmark, følger EBUs regler. Ifølge dem er der ikke noget, der forhindrer, at en sang kan være spillet fra en scene før og så stadig være med i det europæiske grandprix,« siger Jan Lagermand Lundme til BT og tilføjer:

»Det er et spørgsmål om, hvor mange der har lyttet til den, og jeg kan ikke komme med noget tal. Det er en vurdering fra sag til sag.«

Jeg kan vel ikke cleare det med Birthe Kjær og stille op med 'Den knaldrøde gummibåd' næste år?

»Det kan du selvfølgelig ikke. Den sang har været udgivet, og det har 'Never Alone' ikke. Havde den været udgivet, havde der ikke været nogen diskussion. Disse regler er ikke lavet for at genere nogen. De er lavet for at lave en fair konkurrence. Det er klart, hvis et nummer er meget kendt, vil det stå stærkere. At den er blevet spillet i en kirke eller foran et publikum, giver ikke en unfair konkurrence,« siger Jan Lagermand Lundme.

Sangen er spillet i Mariager Kirke, på Nibe Festival, i alt cirka 10 koncerter. Kan der ikke være en mulighed for, at rigtig mange har hørt 'Never Alone'?

»Som sagt læner vi os op af EBUs regler. Alt andet giver ingen mening. Det er den konkurrence, vi deltager i,« siger Jan Lagermand Lundme.«

Tror du ikke, det kunne være en god idé med klare grænser?

»Jeg tror, det vigtige er, at vi får nogle nutidige regler, artisterne kan leve med. Det er blevet meget nemmere og mere udbredt at dele sin musik via alle mulige kanaler. Det skal vi forholde os til, og så skal vi sikre, at musikken har en høj kvalitet. Vi skal ikke spænde ben for os selv, så de dygtige sangskrivere og artister ikke har lyst til at være med,« siger Jan Lagermand Lundme.

På DRs Grand Prix-hjemmeside, stå der følgende i reglementet:

3. De til konkurrencen udvalgte originalværker (musik/tekst/demoindspilning – herefter kaldet ”Værket”) skal have en varighed på maximalt 3 minutter og må som udgangspunkt ikke på nogen måde have været fremført eller fremføres, publiceres eller sælges uden DRs udtrykkelige samtykke. Ved fremførelse, publicering og salg forstås, at originalværket ikke må have været eller blive spillet på offentlige spillesteder, herunder radio, tv, koncerter og på netsider (fx YouTube m.fl.). Har Værket været offentliggjort tidligere fx på SoundCloud eller lign. skal DR med det samme gøres opmærksom på det, og DR træffer afgørelse om værket kan deltage i konkurrencen.

Overholdes ovennævnte ikke, kan DR når som helst vælge at diskvalificere det udvalgte originalværk, såfremt DR skønner, at værket overtræder EBU’s regelsæt for ESC 2016 eller har opnået en konkurrencemæssig fordel i forhold til de øvrige værker.