Ukraine har valgt en noget barsk sang til årets Melodi Grand Prix. Mens de danske Lighthouse X synger om at sprede kærlighed, er temaet i Ukraines bidrag død, frygt og ødelæggelse.

Allerede i sangens første sætning, slår sangerinden Jamala den dystre stemning an.

»Når de fremmede kommer, kommer de til dit hus. De dræber dig og siger, at de ikke er skyldige,« synger hun.

Sangens titel ’1944’ referer til det årstal, hvor det russiske styre med Stalin i spidsen, deporterede omkring en kvart million Krim-taterer fra deres hjemland til Centralasien. Flere tusinde mistede livet. Deportationen fandt sted, fordi tartarerne blev beskyldt for at have samarbejdet med de nazistiske besættelsesstyrker under 2. verdenskrig.

Hør sangen her. Artiklen fortsætter under videoen.

Jamala vandt den ukrainske sangkonkurrence med 37,7 procent af seernes stemmer, og det har efterfølgende medført stor debat.

I deltagelsesreglerne for sangkonkurrencen skriver European Broadcasting Unions (EBU), der står bag Det internationale Melodi Grand Prix, at sangene ikke må udtrykke politiske holdninger.

Derfor mener Grand Prix-ekspert Morten Madsen, der bestyrer siden eurosong.dk, at Ukraine nok bliver nødt til at foretage er par ændringer, hvis de vil have sangen med til Sverige.

»Jeg tror nok, at sangen skal komme med til Stockholm, men jeg tror, at EBU opfordrer Ukraine til at lave noget om i teksten og under alle omstændigheder beder landet om at ændre sangens titel. Så er det selvfølgelig op til Ukraine selv, om de vælger at indordne sig eller at trække sig,« siger Morten Madsen til TV2.

En personlig sang
Ifølge den 32-årige sangerinde Jamala, er sangen dog ikke et udtryk for en generel politisk holdning til det, der skete i 1944. Derimod forklarer hun, at det er en personlig fortælling om hendes familie.

Jamala, hvis rigtige navn er Susana Dzhamaladinova, er selv tatar, og hendes oldemor var blandt de mange deporterede. Jamala hævder, at det er oldemoderens historie, som hun fortæller gennem sit bidrag til årets internationale Melodi Grand Prix, som bliver afholdt i Stockholm i maj.

Hun erkender dog, at hendes bidrag også handler om alle de tarerer, som har været involveret i de seneste års konflikter om Krimhalvøen.

»Krimtatarerne bor i et besat område, og det er meget hårdt for dem. De lever under et enormt pres,« siger hun til The Guardian.

Beslutningen om, hvorvidt Jamala må stille op med sin sang 1944' skal træffes af EBU senest i midten af marts.

Hvis Ukraine får lov at stille op, kommer Jamala til at stå på scenen i samme semifinale som danske Lighthouse X. Semifinalen finder sted torsdag den 12. maj, og den store finale bliver afholdt lørdag den 14. maj.