Latterlige soli og en David Coverdale, som simpelthen ikke har stemmen mere, ødelagde en potentielt forrygende julefest i København.

Jeg gik derind med et smil, som kunne få den sæson-aktuelle julegris til at ligne en sørgemarch i Birthe Rønn Hornbechs kontor.

En time senere forlod jeg seancen med en fråde om munden af raseri, som sikkert havde reddet mig en smertefuld indsprøjtning eller elleve mod hundegalskab, hvis ikke jeg var nået hjem på De Sagesløses Bar i tide.

Se, jeg har elsket Whitesnake siden de sene 70’ere, og dét, man bare IKKE ønsker at opleve i dén situation, er selv samme band reduceret til en ussel parodi på sig selv.

Og når det nu er dét, man ikke gider opleve, så var det desværre præcis dét, Whitesnake – med min til alle tider favoritvokalist David Coverdale i spidsen – kunne mande sig op til i KB Hallen fredag.

Med suveræne sange som 'Can You Hear The Wind Blow', 'Love Ain’t No Stranger', 'Is This Love' og – oh hellige herlighed – 'Fool For Your Loving' i bagagen, så bør sådan en koncert jo ikke kunne gå galt. Jeg mener, kig på titlerne – for fanden da! Men nej; som jeg også brokkede mig over, da Whitesnake spillede i Vega i sommer, så HAR Coverdale simpelthen ikke sin gyldne stemme længere.

Og det er jo i sig selv fair nok, i og med det jo er, hvad der kan ske (ta’ det fra én, der ved det) når man har høvlet hektolitervis af whiskey og mangfoldige Marlboro i sig i årenes løb.

Det, som imidlertid IKKE er fair, er, når David postulerer, han stadig kan synge. Og så i øvrigt pinagtigt tydeligt udstiller, at hans vokal er tracket (eller 'båndet', som man sagde i gamle dage) i et omfang, så vokalen er klar og rigtig, selv om mikrofonen ligger i højre side af scenen, mens ”sangeren” står ovre i venstre og spiller op for galleriet.

Var det så slemt? JA, det var. . . og det blev værre.

For man kunne jo af gammel kærlighed sagtens have tilgivet gamle Coverversion, at han ikke længere helt har stemmen med sig, for de er der jo – SANGENE! Så selvfølgelig, David – du er én af vore egne.

Det er straks noget sværere at vise sig fra Amnesty International siden, når Whitesnake 2008 forfalder til de tudsegamle tricks, vi allerede var pissetrætte af i 1978. Sagt med andre ord: da trommeslager Chris Frazier havde tampet løs på tønderne i endnu en hovedløs trommesolo i noget, der betænkeligt mindede om at overvære 100 års krigen på still-billeder, kunne det vel ikke blive værre?

Jo, jo, det kunne det skam sagtens, da Whitesnakes hver for sig sådan set gode guitarister Doug Aldrich og Reb Beach bagefter skulle ud og manifestere, at fornøjelsen ved onani så afgjort er på udøvernes side. Ikke alene var de soli i bedste fald ørkesløse og overflødige – de var sgu ikke engang specielt velspillede.

Og det var så lige dér, jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke gad stå dér og græde, mens ét af mine alle tiders favoritbands udstillede deres kombination af fejlskudt dømmekraft og sløset stil. Så jeg udvandrede. Ud i den kolde københavnske nat og hjem til De Sagesløses Bar, hvor de heldigvis har både 'Ready An’ Willing' og 'Come An’ Get It' på CD. Og Coverdale: det var sådan I lød, og det er sådan I SKAL lyde! Så få lige opløst den sørgelige travesti, der gør det ud for Whitesnake i dag. . . og det kan kun gå for langsomt.