Nick Caves sideprojekt Grinderman hoster endnu en harsk hårbold af et album op, og denne gang er eksperimenterne og råheden endnu mere i højsædet end på den tre år gamle debut.
I slutningen af 90’erne malede Nick Cave & The Bad Seeds sig op i et hjørne med 1997’s ’Boatman’s Call’ og ’No More Shall We Part’ (2001), der begge – på perfekt vis – eksponerede Caves romantiske pianobaserede ballader til masserne.
Og siden da har den aldrende australier haft svært ved at leve op til fordums bedrifter, hvilket han måske godt selv var klar over, da han i 2007 søsatte Bad Seeds-sideprojektet Grinderman, som udgav en selvbetitlet debut, hvis udtryk var langt mere aggressivt end hovedforetagendets.
Det var et afstikkeralbum, fyldt med sange hvoraf mange kunne afskrives som lumre vittigheder, men på foreliggende opfølger – simpelt betitlede Grinderman 2’ – virker det som om, de fire herrer tager det hele mere seriøst. Teksterne er ondere, mere dystre, og det samme er musikken.
Der eksperimenteres i højere grad med sangenes struktur og længde, samt især instrumenteringen, der domineres af geniale Warren Ellis fra Dirty Three og hans hav af akustiske strengeinstrumenter, som han sætter strøm til, forstærker og forvrænger, indtil der opstår helt nye lyde.
Og som det også var tilfældet med den første plade, så emmer ’Grinderman 2’ af anarki og punket attitude, men denne toer hænger paradoksalt nok samtidig bedre sammen end forgængeren – kun få sange lyder ude af den generelle galskabs kontekst.
Der lægges fornemt fra land med ’Mickey Mouse and the Goodbye Man’, hvori Cave hyler som pladeomslagets ulv i det, der lyder som noget Bruce Springsteen kunne have skrevet under et psykisk sammenbrud…
Psykedelisk inferno
De godt 40 minutter (som aldrig føles lange) tæller både nogle af de allerbedste sange, den australske mørkemand har lagt navn til, men også et par tilforladeligheder og det direkte anstrengende og underlige førstesinglevalg ’Heathen Child’.
Albummets største overraskelse er den næsten syv minutter lange ’When My Baby Comes’, der åbnes af ildevarslende afdæmpede toner akkompagneret af en klynkende Cave, inden den midtvejs eksploderer i et post-rocket og stærkt støjende psykedelisk inferno, der varer sangen ud.
Den ængstelige ballade ’What I Know’ står – takket være især Ellis’ knitrende instrumentering – som en afdæmpet oase midt i alt hidsigheden, ’Kitchenette’ er på én gang liderlig, grum og ganske forstyrret, mens ’Worm Tamer’ og ’Evil’ er ren ungdommelig arrigskab og overskydende energi.
Det bedste fra Cave i ti år
At Grinderman dog stadig er en musikalsk legestue og et ikke hundrede procent fokuseret foretagende bliver tydeligt mod slut, hvor den Bad Seed’ske ballade ’Palaces of Montezuma’ er helt ude af trit med resten af pladens rasende råhed.
Den hypnotiserende afslutter ’Bellringer Blues’ lyder også som noget, der hører hjemme på en anden plade, og det er som om, Warren Ellis’ sætter både Cave og resten af bandet i sin iver efter at skabe nye lyduniverser – måske han skulle forsøge sig som solist?
Uanset hvad, så er ’Grinderman 2’ det bedste Nick Cave-relaterede album i mere end ti år, og det er kun fordi, der stadig er langt op til hans storhedstids niveau, at den femte stjerne udebliver.
Grinderman spiller i Falconer Salen på Frederiksberg lørdag den 23. oktober og dagen efter på Værket i Randers.
