Det var mest som en våd, vild og verdensfjern nat på en natklub på Ibiza, at overvære The Weeknds bastunge show i Royal Arena.

Den har indtil nu kun været udsat for Metallicas hårdslående heavy og de danske rockikoner D-A-D og Dizzy signaturiske guitarrifs. Men denne aften skulle Københavns nye spillested-darling Royal Arena bevise, at den også kan bære en langt mere klubvenlig, mere kontemporær pop-sound:

Nemlig den selvudnævnte 'motherfucking Starboy' Abel Tesfaye aka The Weeknds syndige sovekammer-r’n’b-gone-glatpoleret-pop'

Pompøs forførelse

Med et overdimensioneret og pompøst, ufoagtigt lysarrangement svævende højt over sig, bevægede canadiske The Weeknd sig selvsikkert frem og tilbage på den meterlange scene-catwalk og havde fra første buldrende bastune publikum forført med sin evigt kælne falsetvokal.

Men formlen for forførelsen var desværre også lidt for let at gennemskue og en anelse for ensformig; numre som ’Party Monster’, ’Six Feet Under’, ’Ordinary Life’, megahittet ’Starboy’ og den næsten psykotisk hektiske ’False Alarm’ blev liret af i så hæsblæsende tempi, at man aldrig nåede at mærke den side af badboy’en The Weeknd, som er beskidt, uartig og downright lummer.

Momenter af laber disco

Variationen i lydbilledet indtraf også først ti numre inde i settet med den disco-bløde ’A Lonely Night’, hvor The Weeknd momentvis flashede tidlig Michael Jackson ala ’Off The Wall’ vibes godt akkompagneret op af en kort, men stram guitarsolo.

Den ligeså retro-lydende ’Rockin’ og ’Secrets’ synth-blæsere gjorde ligeså god figur i det labre disco-set og ditto gjorde den Daft Punk-assisterede ’I Feel It Coming’ hen mod slutningen.

Men overvejende blev det småkedeligt, at The Weeknd næsten kun kørte i ét tempo – det højeste gear overhovedet. Selv ‘The Hills’ til slut blev forvandlet til en crowd-jumpende banger, der fuldstændigt udraderede sangens mørkrandede, uartige statement, som druknede i Tesfayes befalinger til publikum, om at hoppe amok.

Royal Arena beviste overbevisende, at multiarenaen sagtens kan bære andet og mere en klassisk rock, men The Weeknd selv lod noget tilbage at ønske. Man kan håbe det bliver mere inderligt og intenst på Roskilde til sommer.

The Weeknd, Royal Arena, mandag