George Michael døde alene, mens hans kæreste sov i sin bil. Det afslører kæresten selv i et interview.

Verden vil ikke slippe George Michael. Historierne om det verdensberømte popikons liv - og måske især om hans død - bliver ved med at dukke op her godt en uges tid efter hans alt for tidlige bortgang.

Nytårsdag rystede kæresten, Fadi Fawaz, fans over hele verden, da han tilsyneladende skrev på Twitter, at George Michael tog sit eget liv. Kort efter stod han frem og understregede, at hans konto var blevet hacket.

»Jeg skrev ikke de tweets,« sagde han til The Mirror.

Foto: Splash News
Vis mere

Fadi Fawaz benægter, at det er ham, der har skrevet de opsigtsvækkende tweets, hvor han skriver, at den verdensberømte sanger havde forsøgt at tage sit eget liv adskillige gange.

'Det eneste, George ønskede, var at DØ. Han forsøgte adskillige gange at tage sit liv, og til sidst lykkedes det for ham,' stod der blandt andet.

George Michael fotograferet under en koncert i Californien i 2008.
George Michael fotograferet under en koncert i Californien i 2008. Foto: Mario Anzuoni
Vis mere

Opdateringerne mødte - ikke overraskende - stor forargelse og kritik fra fans over hele verden.

I et interview med The Mirror afviser han da også fuldstændig, at det er ham, der står bag de kontroversielle udtalelser.

»Min Twitter-konto er blevet hacket og lukket. Det er helt ærligt lidt skræmmende. Jeg skrev ikke de tweets. Jeg vågnede omkring klokken halv tolv til nyheden om det,« fortæller han til avisen.

De nu slettede tweets skabte forvirring, fordi Fadi Fawaz tidligere har brugt den samme konto til at komme med statements i forbindelse med dødsfaldet.

Ved samme lejlighed indrømmede han, at han ikke - som han ellers havde sagt - var hos George Michael hele weekenden omkring julen - og altså heller ikke den skæbnesvangre nat. Han fortæller til den britiske tabloidavis, at han derimod lå og sov i sin bil, da sangeren sov ind i sin seng.

»Jeg så ham ikke. Jeg faldt i søvn i min bil, og jeg så ham ikke den aften.«

»Politiet ved det hele - det er det vigtigste,« tilføjer han.

Da dødsfaldet blev annonceret, fortalte Fadi Fawaz, at han tilbragte weekenden hos popstjernen og fandt ham liggende død i sin seng, da han ville vække ham. Planen var, at de sammen skulle til en julefrokost.

Det er uvist, hvorfor parret sov hver for sig den pågældende nat. I sine første udmeldinger umiddelbart efter dødsfaldet antydede Fawaz imidlertid, at der var en eller anden form for konflikt i forholdet:

»Alt har været meget kompliceret på det sidste, men George så frem til jul, og det gjorde jeg også. Nu er alt ødelagt. Jeg håber, at folk husker ham, som han var - han var en smuk person,« sagde Fadi Fawaz til Daily Telegraph.

Anonyme kilder og mere eller mindre løse rygter har siden sangerens død hævdet, at det var sangerens løsslupne livsstil med vilde fester, alkohol og heroin, der var skyld i det pludselige hjertesvigt. Det er endnu ikke bekræftet.

George Michaels manager har tidligere understreget, at der ikke var noget som helst mistænkeligt ved hans død. Politiet undersøger dog dødsfaldet nærmere, fordi de ikke kan konkludere noget endeligt på baggrund af de foreløbige undersøgelser såsom ligsyn og obduktion.