4. kapitel i deluxe-genudgivelserne af Led Zeppelins bagkatalog.

Det kendte
Uanset at Jimmy Page & co. netop i denne tid er i retten for at afgøre, om de har hugget sig til lidt for stor inspiration til Stairway To Heaven (guitar-temaet), er og bliver sangen, gruppen skabte dengang i 1971 en rendyrket klassiker. Opbygningen, fortællingen, vokalen, soloen – og det store klimaks: Det springer med det samme i ørerne, når man genlytter Led Zeppelins måske største stjernestund som del af 4. kapitel i den såkaldte "deluxe-"genudgivelses-række.

Led Zeppelin 4 var og er gruppens populæreste skive, og samtidig med at Black Dog og Rock And Roll cementerede positionen som heavy rock-regenter sammen med Deep Purple og Black Sabbath, lagde gruppen samtidig afstand til det firkantede billede: Dels med folk-mysticisme som i mandolin-drømmende duet The Battle of Evermore og smukke Going To California. Dels med When The Levee Breaks, som er en tilbagevenden til de blues-rødder gruppen opstod af – men her i sin mest drævende, slingrende psykedeliske form med John Bonhams monstergroove og Pages super slide. Fremragende den dag i dag.

http://www.bt.dk/kendte/gyldent-gensyn-dansk-rockfotograf-moeder-led-zeppelin-legende

Det ukendte

Det ukendte er der intet af denne gang. Jimmy Page har ikke fundet nye bidder frem, så der er udelukkende tale om alternative dubletter af albummets otte numre: pre-mix, versioner inden der blev lagt vokal på og i den dur.

Det giver selvfølgelig ekstra mulighed for at nyde den smukke mandolin-skov ekstra i instrumental-udgaven af The Battle... - lidt som at høre Eleanor Rigby på Beatles' Anthology kun med strygere: Et par gange – højst.

Stairway… har fået en næsten katedralsk ekko-stemning i starten, uden at det rigtigt fører videre. Mixet i Misty Mountain Hop giver mere fokus på John Bonhams magtfulde spil, og Plants suveræne vokal træder mere frem i det alternative mix af stærke Four Sticks. Men vi bevæger os altså inden for et detaljeplan, hvor kun storsamlere bør tænke på at investere i hele pakken. Der ér en grund til, at Jimmy Page regnes for en af rockens fremmeste producere, og det høres på slutresultatet af original-albummet. Alt i alt en rockgigant uden væsentlige tilføjelser.
- - -
Det er den samlede pakke af hvert enkelt deluxe-album, som GAFFA giver karakter. Uanset original-udgivelsens stjernestund.

Led Zeppelin; Led Zeppelin IV, Deluxe edition, 2 cd, Atlantic / Warner