Dette skal understreges på det grusomste, inden teksten læses. Nik & Jay er ikke denne anmelders kop te. Men jeg anerkender en fest, når jeg står i den. Og for satan.

Nik & Jay formåede at sprænge himmelhvælvingen alene i de hyl, som kvinderne – og ja, jeg skriver kvinder, for de var der i alle aldre – krængede mod scenen, da de to velproportionerede mænd med de rigtige snit, de rigtige sneaks og de rigtige sange nærmest fik Skive festivalens piger til at stønne i fælles flod.

Det var.. Stort. Igen, bær dette i hovedet, denne anmelder troede det ville være 'endnu et Nik & Jay' show, men da både Burhan G gæstede showet og den anerkendte dygtige dj Morten Breum væltede det, måtte selv jeg se mit pessimistiske jeg-er-her-for-musikken-humør slået.

Som sun tan på Paradise-folkene væltede de sig i pladderromantiske gloser. Drengene skiftede tøj flere gange, end piger drømmer om, mens de serverede ungpige drømme og lod alle glemme knuste håb og bristede illusioner. Kvinderne elskede det, mændene dyrkede det og der imellem opstod en affære mellem begge køn.
 
Nik & Jay og publikum var et. Når drengene har taget Morten Breum med, er det ikke for sjov. Manden har ikke bare løftet deres i forvejen forsuttede hits, han har genopfundet dem og dermed Nik & Jay version 2,0.

Hvis de ikke får en plads på Danmarks største scener i løbet af sommeren, er arrangørerne ikke alene dumme, men direkte åndssvage.