*****

(Fem stjerner)

Den årlige sommerforestilling på Grønnegaards Teatret har i årevis været en københavnerbegivenhed, der samler tusinder af danskere. Her BTs anmeldelse af den gamle traver 'Jeppe på bjerget'.

Det er et driftsikkert hold, der leverer årets store sommerforestilling i Grønnegårds Teatret. Med så meget talent samlet, tåler bearbejdelsen af 'Jeppe på Bjerget' også at være skåret helt ind til benet.

Der er ikke en replik for meget, og der er ikke en rolle, en scene eller en handske, der kan undværes. Alt fremstår i sin mest rå og uindpakkede form. Men det giver ironisk nok også en meget ædruelig forestilling, hvor publikum ikke mærker den beruselse, som teater kan give.

Det er som om,man har ville give den hele armen med masser af pep i en kæmpe dødsdrom, men er standset på halvvejen. Den rå brædde-scenografi indbyder til endnu mere show og opløb.

Til gengæld giver renheden kontrast til Jeppes beskidte brandert. Han tumler rundt uden de redskaber eller det overblik, som hans omgivelser har. Det er præcis sådan man bygger en komedie, også her snart 300 år efter, Holberg skrev Jeppe på Bjerget.

Man kan mistænke teaterdirektørerne for at tænke: Vi må hellere tage en færing, når vi skal besætte rollen som brændevinsdranker. For titelrollen spilles af Olaf Johannessen, som kommer direkte fra en anden forestilling om alkohol og klasseskel, 'Puntila' på Det Kongelige Teater.

Men det kræver en stor og alsidig skuespiller at spille skvattet drukmås med charme og dybde. Aldrig har en krop dinglet så poetisk betagende, som da Jeppe døddrukken hives op af møddingen af baronen og hans tjenere.

Alligevel er det ungdommen, der begejstrer mest. Jeg husker ikke at have set Jeppes kone, Nille, spillet som andet end stor matrone, men her er hun omtrent 36, både målt i år og størrelse. Dårligt er hun kommet ind på scenen, før hun fejes af banen som et fnug, for at blive hvirvlet op og rundt i et jitterbug-tag af baronens drillesyge stab. Christine Gjerulff tilfører Nille nye dimensioner og stor humor.

Andreas Jebro er lang og lys som sommernatten i rollen som 2. lakaj. Med sin Tintin-frisure og garderagtige rankhedsitrer han af energi, elegance og livsappetit, men også en glathed, som stjæler billedet fra de mere garvede og farlige kræfter på scenen.

Ditte Ylva Olsen går fra at stå som en fjerntilskuer til løjerne med bedårende mimik, som Ridefogedens kone, og til at blive voldtaget af Jeppe. Det sker under jubel fra lakajer, baron og en stor del af publikum, for energien og stemningen er bygget sådan op i iscenesættelsen, at den kalder på en forløsning. Indslaget virker malplaceret i en komedie og findes heller ikke findes i det originale manuskript.

Men sådan er spillereglerne: Hvert hold må lave sin egen udgave af dette ikoniske danske skuespil.

Når Jeppe i denne forestilling spørger, om han drømmer eller er vågen, må vi svare, at han er lysvågen.

Iscenesættelse og tekstbearbejdelse: Thomas Bendixen. Medvirkende: Olaf Johannessen, Christine Gjerulff, Michael Moritzen m.fl.

Spiller til 20. august.
www.grønnegård.dk