Historien om soulsangeren Charles Bradleys er enestående. I årevis var hans liv et helvede. Han var var tæt på at død, og da han blev rask, blev hans bror skudt. Bradleys gennembrud kom i en alder af 62. Onsdag optræder han i Amager Bio.
Soulsangeren Charles Bradleys helt nye album indledes af sangen ’God Bless America’.
Nogle vil kalde den 67-årige sangers hyldest til USA svulstig og sentimental. Men hvis man kender hans historie er det ikke så underligt, at sangen er fyldt til bristepunktet af følelse - af the soul. Sunget med den kraft og klang af levet liv, der kendetegner The Screaming Eagle of Soul, som kan kaldes. Hans liv er skildret i Netflix-dokumentaren ’The Soul of America’.
Charles levede de første otte år af sit liv hos sin mormor i Florida. Faderen så han aldrig, moderen boede ’et andet sted’, som det hed sig. Han husker tiden hos mormoren som en god tid.
Men så dukkede hans mor pludselig op - hun ville have ham med hjem til Brooklyn, New York.
Følte sig som det sorte får
»Jeg altid følt mig som det sorte får i familien. Hos min mormor blev jeg behandlet retfærdigt og ærligt. Men da jeg var 14, oplevede jeg kun en masse problemer i min familie. Jeg kunne ikke tage det. Jeg boede i kælderen. Der var bare snavs og sand på gulvet, jeg lå på en madras på gulvet,« fortæller Charles Bradley til musiksitet Rollo & Grady.
I stedet for den daglige fornedrelse i moderens hjem, stak Bradley af. I fire år boede han i undergrundsbanerne under New York og af til hos personer, han mødte på gaden. Han ejede kun det samme tøj og to par underbukser, som han skiftevis vaskede på offentlige toiletter.
Som 16-årig traf Bradley en beslutning, der formentlig har sin del af æren for, at han har nået en alder af 67. Han afviste de stoffer, der gav de hjemløse venner det sug, der gjorde livet udholdeligt i et kort øjeblik.
»Jeg er bange for nåle - og jeg, da jeg prøvede at sniffe lim, mistede jeg min selvkontrol,« som han siger.
Selvom Bradley levede et usselt liv, der flere gange bragte ham på selvmordets rand, havde han to skytsengle - nemlig hans bror og søster, der hjalp ham uden moderens viden.
Søsteren fik ham ind i det gratis uddannelsesprogram Job Corps, der drives af den amerikanske stat.
Som 18-årig i 1966 kom han i praktik på feriestedet Bar Harbor i Maine, rimelig tæt på New York. Det var en livsforandrende oplevelse.
»Det job hjalp mig virkelig til at komme ud af ghettoen. Det lærte mig at forholde mig til mennesker, som dem, de er. Ikke for deres tro og farve.
Indtil da havde jeg kun oplevet racisme. Begge veje. De sorte er lige så slemme som de hvide.
I Job Corps var alle gode ved mig. Jeg troede, at de hvide ville have noget fra mig, men de ønskede kun at være min ven.«
De følgende 30 år handlede Bradleys liv især om to ting: han uddannede sig til og arbejdede som kok. Og han tjente ekstra penge ved at optræde som James Brown kopi. Bradley vidste, at han havde stemmen. Han vidste bare ikke, hvad han skulle bruge den til - udover at optræde som en afglans af The Godfather of Soul og på barer rundt omkring i USA.
I 1996 vendte Bradley tilbage til New York og til arbejdsløshed. Han led af en mystisk sygdom, der gav ham voldsomme feberanfald. Under en af sine mange hospitalsindlæggelser på et af de offentlige hospitaler, der trods alt findes i USA, fik han en type penicillin, som han var allergisk overfor.
Troede han skulle dø
»Jeg troede, jeg skulle dø. Helt ærligt, jeg troede jeg forlod denne verden. Jeg var syg som en hund. Og lægerne havde opgivet mig. Gudskelov blev jeg overført til et universitetshospital, hvor jeg blev lagt på is, for at holde feberen nede. Jeg fik en nål i ryggen fire gange om dagen. Jeg vil hellere dø end gennemleve det igen. Mand, jeg skreg, jeg skreg i vilden sky,« husker Charles Bradley.
Eksperimenterne på hospitalet virkede. Bradley blev rask. I en alder af 40 lykkedes det ham endelig at komme overens med sin mor, som han boede hos, da katastrofen indtraf. Hans anden skytsengel, broderen Joseph, blev skudt i sit hjem.
Gennem de flere måneder lange hospitalsophold havde broderen besøgt ham hver dag. Holdt ham i hånden. Formanet ham til at holde ud.
Hvorfor broderen blev skudt vides ikke. Men Bradley kan stadig få tårer i øjnene, når han mindes et besøg hos Joseph aftenen inden hans død.
»Det er ikke alle mennesker, der vil mig det godt. Nogle gange tror jeg, at du, Charlie, er det eneste menneske, der elsker mig,« sagde han.
Det skulle vise sig, at der til gengæld var nogen, der ville Charles det godt.
En dag blev han kontaktet af pladeselskabsmanden Gabriel Roth fra Daptone Records, der havde set ham optræde som James Brown.
»Jeg så en mand synge hele menneskehedens lidelseshistorie ud,« er Roth citeret for. Bradley endte med at optræde med bandet Menahan Street Band. Og langsomt begyndte teksterne at komme.
Først ’Heartaches and Pain’ fra det første album ’No Time for Dreaming’, der blev udsendt i 2011. Det er skrevet direkte ud af følelsen efter brorens død.
I morgen optræder den skrigende ørn i den for længst udsolgte Amager Bio. Hvor han givetvis blandt andet giver en version af Black Sabbaths ’Changes’, som han har gjort til sin signatur sang. Fordi den for ham beskriver følelsen af at finde kærligheden med den mor, der oprindelig forlod ham, og senere lod ham leve i ’lort’ i en kælder i Brooklyn.
»Mit liv er bittersødt. Jeg gennemgår stadig følelsesmæssige forandringer (changes, red.). Jeg håber det nye album kan hjælpe mig med mit liv. Nogle gange har jeg mest lyst til at løbe min vej, men... jeg tror, verden ønsker mig,« siger Bradley til noicy,vice.com.
