PAUL SIMON, Jyske Bank Boxen, Herning ****
Indledningvis en afsløring: jeg tror egentlig aldrig, jeg har fattet den sande betydning af udtrykket ’lydefrit’, men efter den 70-årige legende Paul Simons koncert i Herning fredag aften tror jeg, jeg har fattet det. Lydefrit må jo musikalsk være noget, hvor ingen mislyde høres. Hvor alt, du hører, er perfekt og i harmoni. Sådan var det – og det var det i samtlige 165 minutter – da Paul Simon stillede op for godt 5.000 mennesker i Herning denne aften.
Men ét er perfektion. Noget ganske andet er sjæl, momentum og indlevelse, og de ingredienser kneb det specielt i koncertens første halvdel gevaldigt med. Trods oplagte klassikere som ’Mother And Child Reunion’, ’Slip Slidin’ Away’ og ’Me And Julio Down By The Schoolyard’ alene indenfor den første time, var den del af koncerten i lange perioder decideret kedelig.
Og så er jeg ligeglad med, om puritanerne vil reagere på dén påstand, som paven reagerer på et uventet besøg af King Diamond. Men en tilfældig dag på kontoret er nu engang en tilfældig dag på kontoret. Også selv om du har verdens bedste kontorassistenter. Og det bliver selvsagt ikke bedre af, at kontorchefen selv – ja, Paul Simon i dette tilfælde – i godt og vel den første time af arbejdstiden holdt et niveau af entusiasme, som havde han ikke fået dagens første kop espresso endnu.
Endelig skete der noget
Da Paul Simon imidlertid efter 11 numre ramte afdelingen med sangene fra ’Graceland’ albummet, skete der noget. I anledning af samme albums forsinkede 25 års jubilæum (det kom i 1986, red.) spiller han med en del af de afrikanske musikere, som var med dengang.
Og da DE gutter – og specielt de mageløse trommeslagere og percussionister – kom på scenen, løftede koncerten sig fra irriterende til inciterende og fra frustrerende til – lejlighedsvis- formidabel. Koncerten blev dog alligevel ved med at være en sært slingrende vals – simpelthen fordi sætlisten syntes at være lagt i søvne.
Men hvad fa’en; med musikere som Simons på scenen tager jeg sgu’ gerne en svingom, selv om valsen slingrer og ikke alle sange ligger, hvor de bør i sættet, eller sidder i det skab, hvor de ret beset hører hjemme. Okay, nu har jeg så lovprist de musikere, men paradoksalt nok var de ikke engang på scenen under aftenens absolutte højdepunkt.
Det kom nemlig, da Paul Simon som første ekstranummer alene på scenen gav en nøgen og nervesitrende fortolkning af gamle ”Sound Of Silence” så sugende smuk, så man ønskede, man kunne bære den med sig i sindets fjernlager og kalde den frem i al fremtid i de stunder, hvor man måtte have det mindre godt. En fantastisk finish på en okay om end i perioder fandens frustrerende aften…
