*****

(Fem stjerner)

'I guess I just wasn't made for these times', sang Brian Wilson under aftenens gennemspilning af 'Pet Sounds' i Værket i Randers. Som han sidder mere eller mindre forstenet deroppe bag sit piano, er man tilbøjelig til at give ham ret.

Men vi der lever i disse tider, skal til gengæld være glade for, at han stadig er her. Og var her, da han i med- og modspil med de andre bandmedlemmer skabte The Beachs Boys' musik. Specielt da det popsymfoniske 'Pet Sounds', som Willson spiller i anledning af dets 50 års jubilæum.

Det album kan der siges uendelig meget godt om. Lad os nøjes med at citere Bono, der engang sagde noget i stil med, at når han indimellem bliver lidt for forelsket i sig selv, så lytter han til 'God Only Knows' fra 'Pet Sounds', specielt korharmonierne. Og så bliver han mindet om, at mere genial er Paul Hewson fra Dublin så heller ikke.

Sammenlignet med den pinlige koncert for et par år siden i Ballerup Arena med ''''The Beach Boys'''', bestående af de oprindelige medlemmer Mike Love og Bruce Johnston,  burde aftenens koncert i Randers få lige så mange stjerner som der er sandkorn ved Venice Beach i LA.

For selvom sangeren og musikgeniet i dag mest af alt ligner en lidt konfus plejehjemsbeboer bar det fabelagtige band musikken og Wilson gennem to en halv lykkefyldte timer. I flere momenter sad jeg med en fornemmelse, der bedst kan beskrives med verdens største klichéord: Kærlighed.

Øvrigt synger Wilson underligt nok bedre end han gjorde, da han oplevede sit store comeback i 2004 i forbindelse med 'Smile'-projektet

Måske har han fået større selvtillid i takt med, at en hel verdens musikelskere og rockstjerner på stribe siden har hyldet ham.

Bandet er denne gang udvidet med den gamle med-Beach Boy Al Jardine, der i en alder af 74 stadig synger som en 34-årig. Dertil sanger og guitarist Blondie Chaplin, der en overgang var medlem af The Beach Boys i deres kreativt underkendte periode i midt 70erne.

Den flamboyante sydafrikaner tilførte især lidt funk og blodig guitartråd til 'Wild Honey' og 'Sail on, Sailor'.

Selvsagt virker det anakronistisk, når en flok bedagede mænd synger og spiller disse forbryderisk vellydende hyldester til smukke, unge californiske piger, der allerede havde mistet deres uskyld, inden de blev spillet første gang i transisterradioen.

I dag kunne pigerne være deres børne/oldebørn. Det er de måske også, hvis historierne om de hedonistiske 60ere har bare lidt på sig.

Den præmis køber man, så længe bandlederen eller andre i bandet ikke kommer med sexistiske jokes som Mike Love gjorde i Ballerup.

Wilsons band består af otte fremragende musikere, der her til aften skabte en næsten ubegribelig musikalsk scenesætning af Wilsons værker. Sammen skabte et lydbillede, som jeg ikke tøver med at kalde high fidelity-agtigt. Hvilket er positivt ment, hvis nogen skulle være i tvivl. Efterhånden som lydmanden fik styr på finesserne, lød det vanvittig godt. Fløjter, diverse rytmeinstrumenter og xylofonen stod knivskarpt i lydbilledet.

Mine sidemand mente ikke, at trommeslagerens tighte rockspil gjorde noget godt for det jazzede swing i de gamle klassikere. Point taken. På den anden side fik han og den suveræne bassist lagt en bund i et flow  der flød så elegant som et surfbrædt, der cruiser på Stillehavet.

Ikke mindst i en anden afdeling, der var helliget 'Pet Sounds's jubilæum, og hvor Wilson og band åbnede porten ind til et musikalsk eventyrrige, bestående af alfeagtige harmonier, himmelske musikalske strukturer, skift, påhit og en idérigdom, der i sig selv burde have givet Brian Wilson en nobelpris. Og så denne kompromisløst insisterende melodiøsitet.

Tjek sætlisten: 'Wouldn't it Be Nice' og God Only Knows' på samme album.

De fleste sange fra 'Pet Sounds' blev sunget af Brian Wilson selv, men igen, man lever med det. Som det lyder i et gammelt journalistisk mundheld: 'budskabet altid vil være større end budbringeren'. (Det er i øvrigt under hårdt pres i vore dage, men det er en anden historie).

Wilson burde bruge Al Jardines søn, Mathew, noget mere. Hans vokal yder Mike Loves gamle diskantpartier mere end fuld ret. Han sang  bl.a. 'Don't Worry Baby' så smuksaligt, at det næsten var for meget.

Wilson spiller åbenlyst ikke længere på det piano, han sidder forskanset bag. Han læser teksterne på telepromteren foran. Virkede flere gange i aften fraværende, især i begyndelsen. Nærmest småirritabel. Det siger alt om hans sanges storhed og det gode band, at man forlader Værket med et smil og et træk på skulderen.

Så længe han kan står på benene, sålænge han er mere Beach Boy end strandvasker, bør Wilson mødes med samme respekt, som hans sange har udvist sit publikum igennem seks årtier.

Og så kan man jo glædes over, at han ikke længere er indespærret i det mentalt syge rum, han synger så smukt om i 'In My Room'.

Brian WIlson med band, Værftet Randers, torsdag aften.

Sætliste

1. Our Prayer

2. Heroes and Villains

3. California Girls

4. Dance, Dance, Dance

5. I Get Around

6. Shut Down/Little Deuce Coupe

7. Little Honda

8. In My Room

9. Surfer Girl

10. Don't Worry Baby

11. Wake the World

12. Add Some Music to Your Day

13. California Saga: California

14. You're So Good to Me

15. Wild Honey

16. Funky Pretty

17. Sail On, Sailor

Pet Sounds:

18. Wouldn't It Be Nice

19. You Still Believe In Me

20. That’s Not me

21. Don’t Talk (Put Your Head On My Shoulder)

22. I'm Waiting for the Day

23. Let's Go Away for Awhile

24. Sloop John B

25. God Only Knows

26. I Know There’s an Answer

27. Here Today

28. I Just Wasn't Made for These Times

29. Pet Sounds

30. Caroline, No

Ekstranumre

31. Good Vibrations

32. Help Me, Rhonda

33. Barbara Ann

34. Surfin' U.S.A.

35. Fun, Fun, Fun