****

(Fire stjerner)

'Jeg vil se mere. Så kontant lød dommen fra min med-anmelder Felix på 6 år efter forestillingen ”'Cykelmyggen Egon møder Tommelise' på Østre Gasværk, der havde urpremiere lørdag for en propfuld sal af børn, forældre og bedsteforældre.

For der er noget for øjet for alle i selskab med Cykelmyggens 'far', tegneren Flemming Quist Møller,  der optræder i forestillingen, forklædt som fortælle-myg med lys i alle antenner.

Livet i skovsøen tændes med et brag af et mørkelilla strobocop-lys, og så bliver der ellers trådt i pedalerne i et  flot koreograferet show, fyldt med iørefaldende musik og sange, som rapperen og sangskriver Clemens og Jesper Mechlenburg er mænd for.

Eventyret  om mødet med Tommeliden, der viste sig at være en fantastisk akrobat i Chenying Lus skikkelse, fortsætter, hvor succesforestillingen 'Cykelmyggen Egon' slap.

Cyklen er overtaget af den 8- dobbelt verdensmester i kunstcykling, David Schnabel fra Tyskland, der imponerer med sine cykeltricks som f.eks. at stå på styret, køre baglæns på et hjul og alt det, man ellers forbyder sine børn at gøre på en cykel.

Nu er Egon blevet kæreste med dansemyggen Dagmar, der ikke ser med blide øjne på hans nye venskab med Tommeliden. Hun danses yndefuldt af balletdanseren Nadia Skriver Dahl, der også var med i den første Cykelmyg-forestiling.

Eventyrets farlige fætre, skarnbassen og rovbillen, er et par hip-hopskurke, der tager kegler hos små som store med deres brake-dance og saltomotaler og skaber liv og  dramatik i showet.

Flow-danserne Oliver Grabe Zohore Bergsted og Nicky Andersen får battlet sig igennem forestillingen som skovsøens svar på Hells Angels efter devisen 'Heller skarn end basse'.  Men der er nok ikke mange børn, der ved, hvad en skarnbasse er, så fint at bedste-generationen får en chance for at  komme på banen og fortælle, hvad det er for en insekt.

På vej fra forestillingen er det den altædende tudse, som Felix synes,  har været den absolut uhyggeligste i forestillingen. 'For vi så den jo aldrig'. Tak for det, for øjnene i mørket og den selvlysende store mund giver plads til, at vores egen fantasi bygger videre på historien.   Jo, vi var fanget fra først til sidst.

'Cykelmyggen Egon møder Tommeliden', Østre Gasværk Teater i København. Urpremiere lørdag d. 14. maj – spiller til 12. juni