”Lidt til” fordi ”The Obsidian…” er det bedste, kvartetten har begået siden ”Dreaming Neon Black” fra 1999. På deres albums efter årtusindskiftet blev Nevermore adskillige tænder for forelskede i egne musikalske evner. Bevares selvssamme evner er betragtelige, men bandets udgivelser i 00’erne kammede over i abrupte rytmeskift, guitar-racerløb og stiløvelser snarere end sange, sammenhæng og substans. Selv om der retfærdigvis var flotte øjeblikke undervejs.
Ikke desto mindre ”The Obsidian Conspiracy” en velkomment forsimplet udgave af Nevermores højtsvungne og -dramatiske Heavy Metal med vægten overvejende lagt på det melodiske og catchy i såvel vokal som guitarspil.
Og så bare rolig: der er hverken gået Status Quo eller Ramones i den. Guitarist Jeff Loomis kan stadig køre intrikate riffs og soli af sig, så det kan gøre konkurrenterne søsyge, om de så var naglet til gulvet med bolte og møtrikker. Mens vokalist Warrell Dane fremdeles har en sans for drama, så det kunne få King Diamonds make-up til at løbe af misundelse.
Den åbenlyse inspirationskilde er velsagtens Megadeth, men SÅ gode er Nevermore altså heller ikke. Mindre kan imidlertid gøre det, og ”The Obsidian Conspiracy” er en fornemt eksekveret Heavy Metal plade og – som nævnt – det bedste Nevermore har præsteret i adskillige år.
Skal du have det absolut bedste med Nevermore, er det imidlertid stadig 1996’s mesterlige ”The Politics Of Ecstasy”, du skal have fingrene i.
