Okay, så aflyste Paul McCartney sine koncerter i Horsens, men heldigvis har vi da Tim Christensen, som spillede en flot fødselsdagskoncert for ikonet i Vega
Hvor var det smukt. Hvor var det godt spillet. Hvor var det godt liv – musikalsk og i al almindelighed. Hvor var det – med min ærkejyske ledsagers ord – ’godt nok ikke ret ringe’. I sandhed store ord fra den kant, tro mig.Det var Tim Christensen og hans formidable The Damn Crystals’ hyldestkoncert til Sir Paul McCartney i anledning af koryfæets 70 års fødselsdag mandag aften.
Og det blev en hyldest af en karakter, så man ønskede, at fødselaren selv var til stede (men nu kan han jo åbenbart ikke engang snøvle sig til Horsens, så…).
Fra det øjeblik Tim og co. satte koncerten i gang med ’Too Many People’ slog samspillet på scenen på det nærmeste gnister. Det er man ganske vist efterhånden forvænt med fra Christensen og Damn Crystals, men alligevel lagde de med hyldesten til Sir Paul alen til deres i forvejen betragtelige ry som et godt liveband. Og så var de da i øvrigt mere end umanerligt flot hjulpet af de to amerikanske sangere og instrumentalister Mike Viola og Tracy Bonham.
Se, nu ved jeg jo med hvilken ærefrygt, Tim Christensen ser op til Paul McCartney. Man kunne så måske med rette have bekymret sig om, hvorvidt samme ærefrygt ville stå i vejen for en ordentlig eksekvering af fødselarens sange. Men tværtimod blev samtlige numre spillet med betagende kærlighed til materialet af et band, som trods aftenens bundne opgave leverede med imponerende overskud og et løssluppent swing, som jeg vil hævde, McCartneys eget band godt kunne lære noget af. Og ja; det mener jeg helt alvorligt!
I første halvdel af koncerten spillede bandet Tims favorit-McCartney album – det 41 år gamle ’Ram’ – igennem fra ende til anden. Hér blev i hvert fald jeg da godt nok lige mindet om, at jeg faktisk havde savnet at høre ovennævnte ’Too Many People’ og den herlige ’Eat At Home’.
Men det var i koncertens anden halvdel – bestående af et udvalg af McCartneys fineste øjeblikke gennem solokarrieren – de førnævnte gnister mellem musikerne slog ud i lys lue og forvandlede koncerten til den rene legestue.
Fra ’Rock Show’ via bl.a. ’Maybe I’m Amazed’, ’Jet’ og ’Live And Let Die’ (det er sådan, den skal spilles Axl Rose!) til en triumferende ’Band On The Run’ som sidste ekstranummer var det hér en udelt nydelse at følge. Hvad det helt tydeligt også var for musikerne på scenen. Sjældent har jeg da set så mange glade og stolte smil på en scene i løbet af én koncert.
Men der var faneme også noget at smile ad og være stolt af med fornemme sangpræstationer af Bonham, Viola, leadguitarist Lars Skjærbæk og Tim selv. Med et band, som balancerede fornemt på den line mellem respekt for materialet og tro på egne evner, som en hyldestkoncert fordrer.
Som indledningsvis nævnt: det var smukt! Og til dig, der ikke var der: ja, du gik i dén grad glip af noget. Men koncerten blev filmet, og det skulle på den led undre, om ikke en form for memento fra seancen rammer handlen, når vi nærmer os sæsonen for buttede rødklædte mænd med langt hvidt skæg…
