Jeg vil gerne begynde med at være hel hudløs ærlig omkring søndag aftens 3 Doors Down- koncert i Store Vega. Det var en rigtig fin en af slagsen.
Og grunden til ærligheden fra start. Den skal findes i udgangspunktet 3 Doors Down. For bandet, der blev dannet tilbage i 1996 i Mississippi, er nemlig også en hudløs ærlig omgang alternativ rock/postgrunge – af den slags der spiller på de store følelser.
Fra første færd følte man sig rigtig godt underholdt – ja faktisk allerede fra opvarmningsbandet Seether, der lagde en god bund til den lagkage af storladent musik, som man forventer af 3 Doors Down. Der har den karismatiske Brad Arnold i spidsen, med han velkendte dybe og lidt hæse stemme.
Men lige netop Brad Arnolds stemme var også lige ved at ødelægge hele aftenen for et Store Vega, der var pakket til bristepunktet. Og det allerede inden koncerten gik i gang.
Tæt på aflysning
For forsangeren havde tiltrukket sig en ordentlig omgang forkølelse med en hæs stemme som biprodukt. Noget som var lige ved at fremtvinge en aflysning af søndag aftens koncert.
Det skete heldigvis ikke, men koncerten blev nogle numre kortere end, hvad der ellers var stillet i udsigt. Heldigvis var forkølelsen ikke med til at ødelægge musikken, for Brad Arnolds stemme havde klart flest problemer, når han snakkede til det feststemte publikum. Og ikke så meget når han lod den gjalde ud gennem de meget fint-tunede højtalere i Store Vega.
Den knap 1 time og 10 minutter lange koncert tog sin begyndelse med en storskærm, der fyldte hele bagvæggen af scenen. Og efter et minut eller to kom bandet på scenen og satte godt skub i et, for en søndag aften, meget festklart publikum.
Det skete med nummeret ’Time of My Life’ fra gruppens seneste og femte album-udspil af samme navn.
Alle fem mand på scenen var klædt i sorte T-shirts. En skarp kontrast til den meget farverige og næsten spraglede storskærm, som leverede et nyt tema til hver sang.
Scenen var for lille
Allerede fra start var det tydeligt, at scenen i Store Vega var en smule for lille. Specielt hvis der skulle være plads til to guitarer, en bas og en forsanger.
Men det problem blev hurtigt løst, for allerede under andet nummer ’Better Life’ fra debut-albummet ’The Better Life’ tilbage fra 2000, lod de andre bandmedlemmer Brad Arnold og bassisten Todd Harrell få fronten af scenen. Hvorfra de på skift opildnede publikum – der lystigt tog imod.
De to første numre satte en meget rocket og dynamisk stemning. Med kraft og saft fra trommer og guitarer.
Men herefter blev de næste numre, lige som resten af koncerten, mere blød. Og man fik fornemmelsen af, at det faktisk er et band med noget på hjertet, der stod på scenen.
Og mere end én gang fornemmede man næsten en tåre i øjenkrogen på Brad Arnold, når han førte an i en af de mange rockballader, som er 3 Doors Downs kendetegn.
Det kom nok bedst til udtryk, da et af gruppens absolut største hit ’Here Without You’ røg ud gennem højtalerne. Det skete med en inderlig stemme fra forsangeren. Han stod foran storskærmen med en blå himmel og fik hele salen til at synge med – lige som det hør og bør sig med numre af den type.
Forkølelse slog forsanger ud
Men desværre blev koncerten heller ikke meget længere. For bedre blev Brad Arnolds stemme ikke for hvert nummer. Og derfor kom de tre ekstranumre rimelig hurtigt.
Men det var til gengæld også en sand stjerneparade af gruppens største hits. Der begyndte med bandets første store succes ’Kryptonite’ og sluttede med et lige så stort hit ’When I’m gone’ til enorme jubelråb og klapsalver.
Det var en god aften, hvis man er til den slags sjæler-rock som 3 Doors Down leverer. For man fik indlevelse fra bandet, som man måske bedst kan beskrive som Metallica for krammebjørne.
Men det kunne være blevet endnu bedre, hvis man havde fået den fulde pakke, med en helt frisk Brad Arnold-stemme.
Det fik man ikke. Og derfor kan 3 Doors Down heller ikke få den fulde karakter-pakke. For en ellers rigtig god aften.
