Jonas Petersen debuterer som Hymns from Nineveh med et smukt og ambitiøst album, hvis korte sange emmer af en – i dansk sammenhæng – sjældent hørt ånd og indlevelse.
Jonas Petersen markedsføres som en usædvanlighed på den danske musikscene, idet han ikke lægger skjul på sin kristenreligiøse overbevisning. Men efter at have gennemlyttet vestjydens debut, er man ikke i tvivl om, at han duer til meget mere end blot at folde hænderne og bede et fadervor.
Hr. Petersen har en fortid som medlem af det kortlivede band Attrap, der ville det hele på én gang, og måske af samme årsag faldt fra hinanden... Nu har han brugt et helt år på at finslibe ’Hymns from Nineveh’, som både er hans nye alias og titlen på hans første album som solist.
Og lad det med det samme være sagt, at det er et utroligt personligt og ærligt udspil, der ikke sparer på følelserne, og som bæres frem af en åbenlyst religiøs ånd plus et kæmpe hold af backingmusikere.
Lidt af en præstation
De ti ellers introverte numre der udgør ’Hymns from Nineveh’, er bygget op omkring Jonas Petersens akustiske guitarspil. Det er sange, der uden tvivl ville have haft svært ved at nå i land, hvis ikke de havde været så omhyggeligt arrangeret, som det er tilfældet her.
Og derfor er det heldigt, at intet mindre end 20 musikere giver deres besyv med i løbet af de kun knap 33 minutter. Det er fængslende og dybsindigt på en – i dansk sammenhæng – sjældent hørt vis. Lidt af en præstation er det faktisk.
Især fordi Hymns from Nineveh egentlig ”bare” lægger sig i forlængelse af lettere eksperimenterende danske kollegaer som Efterklang og især Choir of Young Believers, samtidig med at man også tænker Teitur og internationale navne som Bon Iver, Andrew Bird og Joanna Newsom.
Cohen med spøjs accent
Men Jonas Petersen slipper slet og ret langt bedre af sted med dette projekt end han gjorde med Attrap – hér mærker man fokus og sange frem for rod og skitser, selvom arrangementerne skifter mellem alt fra a capella over banjo og blæsere til simpel akustisk guitar og klaver.
Eneste anke (det er til gengæld også en væsentlig én) er, at man under al instrumenteringen og bag al inderligheden ikke finder den unikke musikalske personlighed, der kunne have eleveret ’Hymns from Nineveh’ endnu nærmere det Himmerige, som Petersen må tro på.
Så når han er alene med sin akustiske guitar i en lille vignet som ’Eveningsong’, lyder han bare som Leonard Cohen med spøjs accent, og det samme gør sig gældende i ’Come All Ye!’ og tilnærmelsesvis i titelnummeret.
Mesterværk næste gang?
Det ændrer dog ikke ved, at ’Hymns from Nineveh’ uomtvisteligt er det stærkeste, den følsomme del af den danske musikscene anno 2011 har at byde på. Det er smukt, uhørt fokuseret og kristent spirituelt uden at være det på en anmassende måde.
Hvis Jonas Petersen næste gang beviser, at der også gemmer sig en genial sangskriver bag orkestreringen, inderligheden og den fokuserede professionalisme, ja, så står vi med et mesterværk.
