’Carol’ er et melodrama – en skæbnesvanger lesbisk kærlighedshistorie i 50ernes New York, baseret på Patricia Highsmiths roman ’The Price of Salt’ fra 1952.

Patricia Highsmith har lagt forfatterskab til mange fremragende film med geniale psykologiske tvist, bl.a. Alfred Hitchcocks ’Strangers on a Train’ (1951) og Anthony Minghellas ’The Talented Mr. Ripley’ (1999). Begge film var beriget med en manipulerende psykopat i hovedrollen og et gysende udtænkt plot.

Todd Haynes filmatisering af ’The Price of Salt’ er en mere enkel historie om forbudt kærlighed på tværs af alder, klasse og køn.

I ’Carol’ møder vi den unge amatørfotograf Therese Belivet (Roonye Mara), der keder sig i sit job i legetøjsafdelingen i et stormagasin. En dag kommer den elegante og mystiske Carol (Cate Blanchett) for at købe en julegave til sin datter.

Carol keder sig i sit velhaver-ægteskab. Hendes ægtemand elsker hende inderligt, men hun elsker ikke ham, fordi hun tilsyneladende slet ikke er til mænd. En gnist bliver tændt, og Carol og Therese indleder snart et skæbnesvangert forhold.

Lesbisk kærlighedsdrama

Det er der kommet en utrolig smuk periodefilm ud af. Flotte billeder, autentiske locations, stilsikre kostumer og smukke, smukke mennesker: Alt er fornemt orkestreret, men alligevel er det, som om ’Carol’ ikke kommer helt ind under huden på sit publikum.

Highsmiths lesbiske kærlighedsdrama har helt sikkert vakt opsigt i datidens USA, mens Todd Haynes filmatisering i dag føles knap så presserende. Et flot og stilsikkert melodrama, men også lige lovlig poleret og politisk korrekt.