Efter en kluntet start leverede det legendariske band en mindeværdig aften i Parken.

- Hvis jeg scorer på lørdag, spiller jeg luftguitar, afslørede Nicklas Bendtner i B.T. i går. Forhåbentlig var den kontroversielle landsholdsangriber til stede på hjemmebanen i Parken i aftes. Der kunne han nemlig se og høre, hvordan dén spade skulle skæres. SE ALLE BILLEDERNE: Magiske Fleetwood i Parken Vi taler naturligvis om det eminente guitares, Lindsey Buckingham fra aftenens band, rock-dinosauerne Fleetwood Mac. Nævnte seksstrengede energibundt vender vi tilbage til. - Don’t stop thinking about tomorrow, sang Fleetwood Mac I 1977, men torsdagens Europa-turné premiere var et meget langt blik tilbage mod i går, hvor Mac satte nye standarder med album som f.x. 'Rumours' – i en tæt sky af kokain, kikset kærlighed og kuleskør konkurrence. Fleetwood Mac anno 2009 uden Christine McVie startede noget fladt med boogierockeren 'Monday Morning' fra 1975. Men allerede i andet nummer med Mick Fleetwoods trommespil og Buckinghams sprøde guitar som indledning til Rumours-klassikeren 'The Chain' rakte de hånden ud til cirka 20.000 i Parken. Legendariske numre Lige så med legendariske 'Dreams' med de foruroligende vise ord 'Players only love you when they’re playing'. Dermed ikke sagt at stemningen hos det modne publikum i Parken var direkte euforisk fra starten. SE ALLE BILLEDERNE: Magiske Fleetwood i Parken Hverken Buckinghams eller Stevie Nicks vokaler er, hvad de var en gang. Især sidstnævnte var svær at høre mellem Parkens fire beton bjergmassiver i starten. I de omgivelser er odds for FM’s delikate westcoast-rock lige så dårlige som på at Dennis Rommedahl vil ramme en medspiller eller målet for den sags skyld i morgen aften, lørdag. Gang i vokalen Først helt inde omkring en akustisk afdeling med bl.a. det smukke 'Sara' begyndte det at lyde af noget. Vel er hun vist faldet et par oktaver siden 'Rumours', men som alle andre skønne gamle skonnerter sejler Miss Stephanie stolt og værdigt på søen – i sær i medvind som torsdag aften. Og synge kan Mac-tronen stadig. Og maestro Buckingham. Som sædvanlig ekvilibristisk uden plektar. Akustisk og elektrisk. I 'Oh Well' for hulen da en guitarsolo. Et af de 'Don’t Stop' øjeblikke, man håber aldrig slutter. Nærmest rørende at se Lindsey i suverænt stensikkert sammenspil med Mick Fleetwood og bassist John McVie, der har spillet sammen fra før Neil Armstrong satte sine fødder på månen. Nostalgi? Jamen, selvfølgelig. Den vej, de synger om i 'Go Your Own Way' er i den grad mindernes boulevard. Men. Først og fremmest var det en Fleetwood Mac’isk aften med et band der spiller RIGTIG rockmusik. Sådan. Græsset i Parken Om græsset i Parken er intakt til landskamp? Efter sådan en afslutning med 'Don’t Stop' og 'Silver Springs' er man sgu ved at være ligeglad. Fleetwood Mac med Stevie Nicks, Lindsey Buckingham, John McVie og Mick Fleetwood, torsdag aften i Parken. SE ALLE BILLEDERNE: Magiske Fleetwood i Parken