****
(Fire stjerner)
Det blev en ren folkefest, da nationens stolte søn lørdag aften indtog Østerbro Stadion. 20.000 solgte billetter - udsolgt - og et, sagt på jysk, venlig stemt publikum i alle aldersklasser. Billetterne var endda ret hurtigt udsolgt. Det er nok lige før, populære Lukas kunne have fyldt Østerbro Stadions nabo, Parken.
Efter tre måneder på rundrejse i USA og et verdenshit med '7 Years' var Lukas Forchhammer og hans band endelig på hjemmebane i hjertet af 2100 Speltland.
Det blev en koncert, der ligeså meget var en ganske bevægende gensidig fejring af band og publikum, som det var en rockkoncert. Et publikum, der, som Lukas sagde, havde bakket op fra starten og som gjorde, at han kunne rejse til USA med en kuffert fuld af penge, der betød, at han og bandet kunne stille betingelser overthere og gøre det på deres egen måde.
At et amerikansk selskab vist samtidig har lagt nogle millioner i markedsføringen af Lukas Graham i USA er så en anden sag.
Så det var en enestående begivenhed, der udspandt sig denne smukke københavnske sommeraften. Aldrig tidligere er et dansk band på samme måde vendt hjem fra det forjættende rockland som triumfatorer.
Lukas er en historie af en type, som vi danskere elsker at spejle os i. En ligefrem dansk knægt med ydmyghed og dybde. På en gang folkelig, gadesmart og flabet på den christianhavnske måde. Iført den allerede nu legendariske, hvide t-shirt, som dog hurtigt blev smidt i varmen, virker både Lukas selv og hans bandmates som jordnære folk, der egentlig bare er glade for at trykke den af.
Trommeslageren Mark Falgren har dog flottet sig og investeret i en hat af Pharrel Williams-typen.
Man skal være temmelig meget ude af sync. med nuet for ikke at have bemærket, at Forchammers familie betyder en del for ham. Han hyldede da også sin mor og søster, der var til stede på stadion. Selvfølgelig også i 'Mama Said', der blev spillet i slutningen af sættet.
Først til sidst, som sidste ekstranummer, spillede bandet sangen, '7 Years', hyldesten til den afdøde far. Med lige netop den mørke, følelsesfulde sang rungende i ørerne og synet af mange tusinde glade smil i frisk erindring, mens disse linjer skrives, er det umuligt ikke at føle en vis stolthed over Lukas. Han ser ud til at være på vej til at realisere den drøm, der bor i alle med rock'n'roll i blodet.
Men med fare for at blive beskyldt for at være advokat for janteloven, var der altså også skønhedspletter denne aften. Dem vender jeg tilbage til
'Seven Yeers' har åbnet dørene for det danske band i det meste af den vestlige verden. Det var gribende at høre den sunget her på (B93's) hjemmebane, men mest på grund af Lukas' sang.
Gennem den halvanden time, koncerten varede, holdt han sangligt kadancen hele vejen igennem. Sikken styrke og kraft, der er i hans vokal, også på de højere toner. Med udsyn til sangeren deroppe på storskærmen fornemmer man koncentration og indlevelse i hele mandens ansigt, især øjnene nærmest lyser af viljestyrke. Sejrsvilje, for nu at bade videre i stadion-metaforer.
Ligesom det sluttede følelsesladet, begyndte det. Med 'Better Than Yourself', hvor man netop hørte Forchhammer synge igennem fra begyndelsen.
Han begyndte forceret, både i sin lovlig megen snak mellem numrene, også bandet virkede lidt hektiske i begyndelsen. Nerver måske, forud for koncerten, som de 'havde fucking glædet sig til i tre måneder'.
Havde det ikke været for publikums syngen med i gedigent, dansk fadølstempo var 'Drunk in the Morning' blevet liret af med 60 miles i timen - maks. hastighed på de amerikanske motorveje, som Lukas Graham har kørt tynde den seneste tid.
Lukas Grahams klaverpop, der bygger på klodser og fraser fra flere årtiers soul, funk og pop, blev spillet af bandet - nu uden Kasper Daugaard på keyboards - i ligefremme og jævnt hen skarpe versioner.
Nu giver Forchhammer ikke mange interview i sit hjemland, måske har jeg alligevel overset forklaringen, men jeg forstår ikke, hvorfor bandet ikke rummer en guitarist. Bandets rødder i 70er soul - Stevie Wonder, Bobby Womack, Al Jarreau f.eks. er inspirationskilder - er åbenbare.
Som Lukas Graham lød her til aften, kunne jeg godt have ønsket mig et gyngende sekstrenget swung som i det meste af den æras sjælfulde funk. Det er meget hårdt, kompakt pianobaseret. Lukas Graham er vel snart så store, at de kan hyre Nile Rodgers.
Indimellem gik der lidt for meget vennesnak og enetale i det for sangerens vedkommende, og lidt for meget øvelokale for bandet, som sådan. Ikke øvelokale i betydningen famlende eller ufærdigt, men i betydningen 'sikke vi ka''. Især i 'Mr.Nice Guy'fra det første album.
Men som helhed en aften, der viste, at Lukas Graham har formatet til noget stort. Det sker, at bandet bliver sammenlignet med Bruno Mars. Lukas har det, der kan gøre forskellen i forhold til sine amerikanske kolleger: Personality og en stor sangstemme.
PS: undervejs havde Lukas Graham besøg på scenen af medkomponist Brandon Beal og Rune Rask.
Lukas Graham, Østerbro Stadion, lørdag aften
