Måske ku' vi bruge den gamle trubadurs sange til noget i 2016?
Efter at have set Café Livas repremiere på deres Sebastian-kabaret er svaret 'ja'.
Sebastians sange afspejler sin tid. Fra 70erne med en lang krise og de første symptomer på velfærdstømmermænd og 68-forstoppelse over 80erne, hvor sangskriveren, trods stadig EU- og samfundskritik (som man sagde dengang), blev mere grandios, mere personlig, mere fabulerende.
Siger disse sange noget om Danmark i dag? Er 'Du er ikke alene' stadig relevant?
Man skulle kende satiriker Jacob Morild dårligt, hvis ikke disse spørgsmål lå svævende under det hele. Med sangerinde og skuespiller Mette Marckmann (på det seneste kendt fra tv-serien 'Norskov') på et tidspunkt syngende iført Dannebrog som tørklæde giver svaret sig selv.
Men for mig er 'Måske ku' vi' først og fremmest en hyldest til Sebastian som rockpoet.
På et tidspunkt, hvor den politiske debat når nye dybder - den ene højrepolitiker omtaler Helle Thorning i et utilstedelig, sexistisk sprog, der ikke engang hører hjemme i gangsterrap. Den anden venstrepolitiker (endda en partiformand) smider omkring sig med ordet 'racisme', som var det en klump modelervoks, man kan forme efter forgodtbefindende.
Ja, da kan man enten gå en tur i Borgerservice, levere sit personnummer tilbage og sige 'jeg melder mig ud'. Eller man kan glædes over at blive mindet om, hvor smukt ord, sat sammen af en af de fornemste og mest musikalske røgtere af det danske sprog, kan give sproget englelyd.
Klokkens toner strejfer mig
En sælsom rejse ender her
Det er bare de to første linjer i den udødelige, dybt solidariske beskrivelse af narkomanen Roses skæbne.
Siden, jeg første gang hørte 'Hvis du tror du er noget?' og senere 'Måske ku' vi', har jeg foretrukket den personlige rockpoet Sebastian. Er aldrig helt for alvor stået på teatermanden Sebastian. Her tænkes ikke bare på musical- og eventyrkomponisten, men den Sebastian, der en periode var åbenlyst inspireret af Brecht. Ikke bare indlysende på 'Tiderne skifter'.
De fire på scenen i Café Liva med Morild og Marckmann i front, udklædt som hjemløse, lægger ud med numre fra 'Cirkus Fantastica' og 'Gøgleren Anton og de andre' - som en understregning af en politisk pointe.
Det bliver mere vedkommende, når de to hovedpersoner, der i øvrigt er gift med hinanden, trækker bl.a. 'Romeo og Julie' ned i parforholdsøjenhøjde. Også i 'Danser på vulkaner', der skriger kærlighed og overskud i denne version.
Som en teaterkoncert i miniformat er de fleste numre enten omarrangerede - giver sig selv med bare keyboard og bas som akkompagnement - vendt på hovedet eller føjet sammen. Som vi kommer længere ind i kabareten er der mere spil, flere af de satiriske og vansindede surrealistiske indfald, der er iscenesætter Jacob Morilds kendemærke.
Der er gode ting at sige: 'Måske ku' vi' har sin egen dynamik i spillet mellem Morilds mange indfald og Marckmanns fine sang og cool performance. Mandlig fjolleri mod og med kvindelig insisteren på alvor. Knapt så positivt er det, at deres cut-up stil går ud over to så smukke og stærke numre som 'Her en sang' (især) og 'Flyv lykkefugl' (en smule).
Nu brugte jeg udtrykket 'teaterkoncert'. Det rigtig fine ved 'Måske ku' vi' er, at sangene er Gud. Uanset versioneringer. Det samme kan man ikke nødvendigvis sige om de store teaterkoncerter.
For kendere af Sebastian med lyst til at opleve hans sangskat vendt på hovedet er 'Måske ku' vi' en gennemmusikalsk omgang 'Sebastian for øvede'.
Ovennævnte danske politikere kan med fordel se den som en slags 'pænt og ordentlig lyrisk dansk for begyndere'.
'Måske ku' vi'. Sebastian kabaret på Café Liva i Nyhavn. Med Mette Marckmann, Jacob Morild, Kasper Wedendahl (keyboards og kor) og Eva Skipper (bas og kor). Repremiere onsdag.
