Som en anden Indiana Jones på helium satte ustyrlige Beck Hansen ny standard for højpulserende artrock -  og BTs anmelder i en behagelig tilstand af vildrede.

Inden Beck Hansen med Indiana-hat begyndte på sine ekstranumre, spændte han et gult bånd med teksten 'Crimescene - do not cross' henover scenen. Ligesom i amerikanske tv-serier. Det sjove ved det, var ikke så meget båndet i sig selv, som at det var fuldstændig meningsløst.

Sådan er det med Beck. Ikke at han er meningsløs, men den amerikanske polystilist jonglerer så vildt - og behændigt - med referencer og genrekonventioner, at det kan være svært at se pointen. Man kunne lige så godt bare lade sig gribe af hans lørdag aften feber og uhørt innovative musikalitet. Hvis det virker, så virker det.

Det var 'Hard Beck', som han vistnok kalder den art/funk/rockede version af sig selv, der besøgte Smukfest i dag.

Bare det første minut af første nummer 'Devils Haircut', først Phil Spector 'Wall of sound', 60er popkor, hard rock guitar, keyboard-lyd som på et blaxploitation-soundtrack. En form for manifest fra Beck. Som det næste, 1993-gennembruddet 'Loser', der blev 90er slacker-generation foretrukne ironiske salme.

I dag er Beck 45 - han havde fødselsdag i dag, lørdag, tillykke - familiefar, en holden mand og måske/måske ikke aktiv i Scientology. Ikke meget 'loser' dér. Og i øvrigt blev det karakteriske trommeloop fra originalen spillet af en rigtig trommeslager ved koncerten i aften.

Men det lød godt. Som igen 'Think I'm in Love' med citat fra Donna Summers 'I Feel Love'. Dem var der mange af, citaterne, især Mick Jagger og The Rolling Stones, bl.a. i den Prince-agtige 'Debra', hvor Beck fyrede den af som smooth soulperformer. Men også lidt Beatles, for nu at fastholde en vis balance dér. Også fra Martha and the Vandellas for den sags skyld. Beach Boys. Queen.

En afgørende grund til, at den smeltedigel af en koncert med ustyrlige Beck i topform, blev en fest, er først og fremmest mandens egen musikalitet og vakuum-tætte sans for timing. Og bandet, der består af en flok top-dygtige musikere, der spiller så godt, at de er i stand til at følge og forløse de mange stil- og temposkift med numre som det funkede 'Sexx Laws' og dystopiske One Foot In The Grave'.

Det kan være svært for en anden dernede i smatten at følge de mange skift fra avantgarde art/pop til fængende surf pop/rock, indenfor et par minutter. For eksempel.

Den største musikalske oplevelse for mig var, da pulsen faldt og det blev akustisk og semiakustisk, bl.a. med 'Blue Moon' fra 2014-albummet 'Morning Phase', hvor Beck, som han sagde det i aften, 'er lidt følelsesladet'. Det er et fremragende singersongwriter album, og jeg kunne godt tænke mig at se ham med mere følelse.

For det  bliver også for meget med al det spræl. Gu' er det medrivende, og jeg tog mig selv i at smile stort flere gange undervejs, nærmest som under Frank Hvam, som jeg så lidt af tidligere på dagen. Men et eller andet sted midt i Indiana Becks vilde ridt over stepperne savner jeg alligevel nerven. Tråden. Sjælen. Meningen, som skrevet i toppen.

Medmindre som sagt, den er, at der ikke er nogen.

Beck, Bøgescenerne, Smukfest, lørdag