Når summen af inspirationskilder er lige så gode eller bedre end originalerne, er man på rette vej.

Samtidig er det selvfølgelig også et næsten umuligt krav at leve op til. For nylig udgav Ulige Numre albummet 'Grand Prix'. Hvor de på visse numre rammer noget unikt - med inspiration hos de store drenge; i den amerikanske heartland rock, Springsteen spøger et sted i baggrunden. Der er momenter på det album, hvor Ulige Numre lover noget stort.

De bliver ofte sammenlignet med svenske Håkan Hellström. Man kunne også nævne Ryan Adams. Som begge med held har americana-iseret deres udgangspunkter i alternativ rock.

For præcis et år siden optrådte Ulige Numre for første gang på Bøgescenerne. Lørdag var de tilbage. Lige frem at tale om en eksplosiv udvikling siden da vil være i departementet for tvivlsomme svulstigheder.

Men det er tydeligt, at bandet med en fortid i indie-rock scenen lever rockdrømmen ud. Frontmand Cart Emil Petersen bliver mere og mere sikker på sig selv på scenen. Også på en småsløv sommerdag, hvor det nok kun var pigerne i de første rækker, der helt købte den med at gå rundt nede mellem publikum.

Det samme gælder især bandets anden guitarist Lasse Ziegler, der i dag optrådte i og med klassisk rock-guitarist outfit og attitude. Deres samspil blitzer. 'Grand Prix' er produceret af svenske Lasse Mårten, der har givet musikken et markant rundere, dybere, nogle mener mere poppet lyd end det første Nikolaj Nørlund-producerede album.

Klart, at de live lyder skarpere og mere kantede end på plade.

Allerede i 'Før jeg mødte dig', 'Os idioter' - melodisk perle, et af mine 2015-yndlingsnumre - og igen i 'Halvnøgen' - nr. ca. 5 på listen - mærkede man et mere konsistent samspil mellem de to guitarister og trommeslager og bassist  Nick Lee og trommeslager Teis Lindeskov Søgaard, end jeg husker det fra sidste år.  Igen senere i 'Plasticdrøm'. Og i øvrigt fedt med blæsere og korsangere på nogle af numrene. Det tllførte saft og kraft.

Ulige Numre virker som det danske rockband på vej mod noget stort. Mod en bredere appel.

Men hørt i dag her på Smukfest er det tydeligvis også et band, der befinder sig et sted mellem A og B. I et spænd mellem de to guitaristers samspil, som mere skærer sig ned ad The Stooges, Lou Reed, Jesus And The Mary Chain-vejen, end de brede amerikanske highways, hvor Petersen ellers henter inspiration for øjeblikket og et traditionelt rockgroove - og, som det tredje, den unikke symbiose mellem sangskriver Carl Emil Petersens fintslebne romantik og hans spinkle, men enormt udtryks-og følelsesfulde vokal.

Ordet 'famlende' lå lige for et par gange, men langt hen i det lovlig korte sæt lignede Ulige Numre et band med en vision, som jeg kryder det hele for at de kommer til at  opfylde.

Og så var der jo 'Frit land' med sangeren alene på akustisk guitar. Endnu et mindeværdigt, farverigt festival-moment til den mentale opslagstavle.

Ulige Numre, Bøgescenerner, Smukfest, lørdagr