Da Paul Weller i 2008 rundede de 50, var det som om, han indgik han en pagt med sig selv om at droppe formerne og hele tiden tage fra de hylder, der passer ham. Idé-myriaden 22 Dreams var første eksempel, og bortset fra 2012's Sonic Kicks har udspillene været vellykkede – inklusive dette nye album:
Skal man tro Weller selv, er meget op til tilfældet. F. eks. hævder han helt at have glemt åbningsnummeret White Sky, indtil hans producer mindede ham om det: en frådende rocker med bagvendte bånd, wah-guitar, noise m.v. indspillet med eksperimenterende Amorphous Androgynous for et par år siden. Andet er små-bidder stykket sammen med pludselige indfald i studiet osv., andet igen med folk, der dropper forbi. Tilsyneladende med Wellers musikalske næse som eneste ror. Rigtigt eller ej, så fungerer det.
Saturn er ikke så spraglet som 22 Dreams, men mærkbart mere psykedelisk, samtidig med at der er kommet en indre ro over Weller: I'm Where I Should Be lyder det livstilfreds med positiv pop, mens glam-punkede Long Time beskriver fortidens rastløse utilstrækkelighed. Pick It Up's soul/groove råder erfarent til at tage stumperne og samle dem igen, mens Going My Way er en piano-ballade til kæresten – der udvikler sig i positiv McCartney/Beach Boy drive.
Tilfreds, ja. Men ikke selvfed. Den oprørske flamme er måske slukket i skuffelse, men intensiteten er der stadig. Der udforskes og eksperimenteres i hver sang – inklusive forfærdelige, naivistiske computer-blip, der burde forbydes. Bortset fra at forbud rager Weller en fjer...
Paul Weller, 'Saturns Pattern', Parlophone | Udkom 18. maj 2015
