Hvis der nogensinde har været et band, der kunne slippe af sted med at spille hele sit "debut"-album live, så er det edderpøsme Magtens Korridorer. Friværdier stille og roligt blevet en klassiker i dansk rockmusik på disse 10 år, det har på bagen, og sange som "Nordhavn Station" og "Lorteparforhold" har været med til at definere, hvordan det nye årtusindes rockmusik skal lyde på modersmålet. Vi fik Friværdi plus det løse til en forudsigelig og pligtopfyldende koncert på Posten ved siden af Odense station, en lørdag i november.
Et fuldkommen spækket Posten tog godt imod de første par sange, der, som pladen dikterer det, var nogle af de største hits. "Vesterbro" var en suveræn åbner, der lagde potentialet for en seværdig koncert med mere end bare noget, vi kender fra grønne koncerter og opsamlingsplader. Vi fik glimrende live-spilninger af "Pisser På Plakaten" og "Leila Khaled", da disse fik et godt nøk op. Johan Olsen og hans sangstemme var hysteriske som bare faen, på den gode måde. Flere af koncertens numre løftede sig fra albummet og fik lidt mere liv, når vokalen kunne slippes fri i et brøl.
Bandet skudt fra fortidens karrierekanoner er måske netop et bedre liveband end de andre, fordi de er mere end en karismatisk frontmand. Der var i hvert fald ikke megen tvivl om, at bandmakkerne Rasmus Kern og Niklas Schneidermann gjorde deres for at komme i kontakt med de fadølsknugende fans. Schneidermann alene havde med lumske smil og vulgær gestikuleren lagt an på hele sin side af salen, før koncerten var fem numre inde.
Gennemspilningen af Friværdi blev på mærkelig vis spillet en smule ned, ikke kun på grund af den nonchalante tilgang og de resulterende svipsere, men også takket være det efterfølgende sæt af hovedsagligt semi-seriøse sange fra de tre sidste udgivelser. Efter at bandet afsluttede en storslået version af "Døden Nær", begyndte blå lamper at blinke, og elektronikken blev sat i sving til "Imperiet Falder". En koncert kun med Friværdi havde naturligvis været lidt til den korte side, men den stærke kontrast mellem albummets numre og de efterfølgende sange lod til at sige, at Friværdi skulle af vejen, så Magtens Korridorer kunne komme videre og spille nogle nyere sange.
Anden del af sættet med de nyere sange var ikke nær så interessant som for eksempel at høre en oplagt liveudgave af "Lørdag Formiddag"s punkede lalala. En stor håndfuld sange, der i sidste ende gør sig godt til glade mænd, der gerne vil synge-råbe mod scenen, har placeret Magtens Korridorer solidt på en piedestal ved siden af D-A-D og Dizzy Mizz Lizzy. Det var derfor ekstra hyggeligt at høre Schneidermann sætte i et Jesper Binzer-hyl fra tid til anden.
Efter to omgange med ekstranumre måtte selv de mest glubske fans mærke følelsen af mæthed. En rask gåtur ned ad Milan Allé og en god portion dumhed med "Morgan", "Hestevisen" og "Militskvinder" gav blandt andet anledning til en gang crowdsurfing.
Opvarmning: Sons of Smiths *****
Som et andet hovednavn gik tre fjerdedele af opvarmningsbandet på scenen først og viste, at det hele lød, som det skulle. Forsanger Kasper Vestergaard lagde ud med en gestik som Andrea Bocelli, der pludselig fik nok. På scenen var fire drenge, der fremstod meget unge, som de stod der på scenen og blev opslugt af instrumenterne. Resultatet var en mageløs og helt igennem passende opvarmning for et eminent liveband som Magtens Korridorer.
Vestergaards stemme kunne kommandere den danske sang på en måde, så man blev nervøs for, om Magtens Korridorer overhovedet kunne leve op til sådan en opvarmning. Der var en taknemmelighed i hele bandets tilstedeværelse. Rasmus Kristensen på trommer ramte rent, og som enhver intens trommeslager så han ud til at holde et nys tilbage over den cirka halve time, gruppen havde på scenen. Gutterne havde skrevet en ny sang til turnéen med korridorerne, og ved synet af flotte publikummer i jakkesæt, der hyler med på en sang, de aldrig har hørt, ser man let en masse festivaljobs og en stor karriere i krystalkuglen for Sons of Smiths.
