Den amerikanske sangskriver John Grant er ikke typen, der lægger beslag på sig selv og sine følelser i sine selvudleverende sangtekster. Det kan til dels aflæses af det medfølgende morbide og selvironiske pressefoto, hvor man ser John Grants bloddryppende ansigt, mens han holder en blodig kroketkølle. Så er tonen ligesom slået an.
Musikalsk har den islandsk baserede sanger fundet en mere balanceret tone, der ikke er helt så konfronterende som på forgængeren Pale Green Ghosts, som havde et hårdere elektronisk anslag. På hans tredje soloalbum Grey Tickles, Black Pressure er der åbnet for mere leg i de musikalske udfoldelser, der kommer ganske vidt omkring. Den hårde tone er pakket ind i en mere varm glaminspireret rock, der uden problemer løfter sig i Guess How I know. Disse kantede energiudladninger krydres med mere vidtløftige elektroniske toner, som i den legende Disappointing.
Det er stadig John Grants vokal, der optegner billederne af den afgrundsdybe kløft, som sangene står og kigger ned i. John Grant har her ingen berøringsangst over for livets tabuer og dets indlagte misforståelser.
På Grey Tickles, Black Pressure bliver det meste dog serveret med en form for humoristisk overskud, hvor John Grant gerne vil udstille absurditeten i forviklingerne, hvilket akkompagneres af drilske melodier, der tager nogle sjove genrehop.
John Grant forsøger at fremstå som en mere moden og reflekterende sangskriver. Det lykkes på den store bane, men rigtigt meget presser sig på hos John Grant, der ikke kan undslippe sin egen skygge.
John Grant: 'Grey Tickles, Black Pressure', PIAS / Bella Union | Udkommer 2. oktober 2015
