Mange af rockmusikkens største er gjort til genstand for et hyldestalbum. Kun få kan prale af et så imponerende portefølje som Sir Paul McCartney på det nye 'The Art Of Paul McCartney'.
Nævnt i flæng: Bob Dylan, Billy Joel, The Cure, Roger Daltrey fra The Who, Brian Wilson/Beach Boys, Alice Cooper, Def Leppard gange halvanden, Barry Gibb, Jamie Cullum, KISS, Chrissie Hynde - og ikke mindst Bob Dylan, hvis gnavne, dybt personlige version af 'Things We Said Today' fra 'A Hard Day's Night' er albummets absolutte højdepunkt.
For ikke at glemme tre, der allerede så småt var i gang, dengang i 50erne, hvor Sir Paul som stor dreng cruisede rundt mellem vinylkasserne i Liverpool; nemlig Smokey Robinson, Dion og Dr. John.
Idéen til 'The Art Of Paul McCartney' skyldes produceren Ralph Sall, der en enkelt gang har arbejdet sammen med den gamle beatle. Albummet har været på vej i 12 år med Sall og McCartneys faste backing guitarister, Rusty Anderson og Brian Ray, keyboardspilleren Paul 'Wix' Wickens og den fremragende trommeslager Abe Laboriel, Jr. som drivkræfter.
Det er ikke en let opgave, Still har stillet de mange McCartney-kopister.
De fleste McCartney-sange står så fast mejslet ind i vores fælles hukommelse, at der kun er to muligheder - enten mere eller mindre at kopiere sangene, eller flå skidtet i stykker, samle stumperne op og klistre dem sammen i et nyt mønster.
Desværre gør kun få det sidste.
Tæt på originalerne
Den faste grundstamme af musikere er på én gang albummets styrke og store svaghed.
Modsat Lennon-hyldesten 'Instant Karma: The Amnesty International Campaign To Save Darfur' (2007) er der meget lidt diversitet på 'The Art Of McCartney'.
Langt de fleste versioner ligger meget tæt op ad originalerne, så tæt, at det her og hisset nærmest lyder som 1:1 kopier, hvor Sir Pauls original mere eller mindre affotograferes.
Om det skyldes benovelse over at træde i samme sko, som manden, der skabte jobbet 'global rockstjerne' eller, at den musikalske grundstamme udgøres af Sir Pauls egne musikere, er svært at sige.
F.eks. er det beskæmmende at høre, hvor lidt en af de få komponister i verden, der matcher McCartneys legacy, Billy Joel, får ud af den ellers evigt elskelige 'Maybe I'm Amazed'.
Det er direkte deprimerende at lytte til en uklædelig patetisk version af det mere eller mindre ukendte 'Wanderlust', leveret af Sir Pauls gamle ven, konkurrent og direkte modspiller på den amerikanske vestkyst i 60erne, Brian Wilson fra The Beach Boys. Eller ikke fra. Han var The Beach Boys.
Mere rockede end originalerne
En generel positiv tilføjelse. Flere af de mere rockbaserede sange fra Macca-kataloget har lidt flere kanter og skrammer end originalerne. Det gælder f.eks. Kiss skramlede 'Venus And Mars/Rockshow' og Cheep Tricks Robin Zander og Rick Nielsens 'Jet'. Det gælder især Def Leppard-sangeren Joe Elliot, der optræder solo og sammen med sit band. Joe Elliots vokal ligger tæt op ad McCartneys egen kraftfulde, let vrængende version af den gamle tjaldesang 'Hi Hi Hi'.
Skulle nogen have glemt Paul McCartneys kvaliteter som fuldblods rocksanger kan man med fordel lytte til albummet 'Run Devil Run', hvor han synger gamle favoritter fra de tidlige Liverpool-dage.
Det gamle hardrock-band Heart, som man godt nok ikke hører meget til i vore dage, trækker groovy, bluesede rythm'n'blues-klæder ned over 'Band On The Run'. Fuldfedt.
'When Smokey Sings', sker der som regel noget, som ABC sang. Det gør der også her. Den gamle soulpioner giver en velpoleret, slick gang soul i 'So Sad'. Smokey Robinsons stemme er ikke, hvad den var en gang, men han har stadig sin helt personlige klang.
Neo-soul divaen Corinne Bailey Rae forløser den karmafyldte og småspirituelle stemning i 'Bluebird' - bedre end i McCartneys original.
Sprukken hyldest fra en pioner
'Drive My Car' er et af historiens mest kopierede numre, her sunget af amerikanske Dion, som McCartney lyttede til og lod sig inspirere af som ung fløs. Både som sanger og stilistisk. Dions version er noget sprukken, men et smukt statement fra en af de få pionerer, der stadig har noget på hjerte.
Og så er der en ligeud prægtig version af 'Come And Get It', som nok er mest kendt i Apple-påfundet Badfingers version. Her er i en solrigt inciterende reggaeversion med Toots Hibbert og Sly & Robbie.
Steve Miller og Chrissie Hynde er sat til at løse de to umulige opgaver, hhv. 'Hey Jude' og 'Let It Be'. Steve Miller, der ikke her meget stemme tilbage, lyder som om, han har givet op på forhånd, hvorimod Chrissie Hynde trods alt gør et forsøg på at tage salmen ud af 'Let It Be', bl.a. med sit karakteristiske guitarspil.
Når det tager mig, er jeg en sucker for grandiost melodiøse ballader - som favoritten, den dybt melankolske 'The Long And Winding Road', der aldrig rigtig fandt sin form i Phil Spectors lydkatedral på 'Let It Be'. Her synges den flot af Yusuf, tidligere Cat Stewens,
Til gengæld trækker skuespiller/crooneren Harry Connick Jnr. en anden Macca-ballade 'My Love' så langt ned i kadencen, at den er tæt på at gå i stå. Det underspillede bliver overspillet, så at sige.
'The Art Of Paul McCartney' kan ses som rockbranchens velfortjente cadeau til en af de absolut største. Men ærgerligt, at 12 års arbejde ikke skabte et større kunstværk, der kunne matche den gamle helts rolle og grand oevre.
Dverse kunstnere: 'The Art Of Paul McCartney', udkommer mandag 19.11
PS: Det bedste McCartney coveralbum, jeg kender, er og bliver Tim Christensens live album 'Pure McCartney' optaget ved hans og The Damn Crystals 70 års hyldestkoncert i 2012. Tjek det evt. på Spotify.
PPS: I 2003 blev der udgivet et særdeles ujævnt George Harrison hyldest album 'Songs from the Material World: A Tribute to George Harrison' med bidrag fra bl.a. Todd Rundgren og The Smithereens.
Cd'en fra 'Concert For George' (2002) med bl.a. Paul McCartney, Ringo Starr og Eric Clapton må også siges at være et hyldest-album.
'Instant Karma: The Amnesty International Campaign to Save Darfur' er det nærmeste, man kommer et officielt Lennon hyldestalbum. Her er der versioner af bl.a. U2, R.E.M., Christina Aguilera, Aerosmith, Lenny Kravitz, Jacob Dylan feat. Dhani Harrison og Jackson Browne.
PPPS: Parental and childrens advisory:
I denne anmeldelse benyttes flere ord, som helt unge læsere måske kan misforstå eller kløjs i. Apple var titlen på Beatles eget pladeselskab og havde dengang intet med tablets at gøre. I hvert fald ikke den slags tabletter. Smokey Robinson må gerne hedde Smokey, dengang måtte man ryge overalt. Alice Cooper er en mand. Hi Hi Hi betyder ikke Hey, hey, hey.
